Et barndomsminde fra Tungelund Mosegård
På chatollet i havestuen stod et fotografi, der altid kaldte en kær og øm erindring frem hos os. Fotografiet forestiller os. Vi er vel 3 og 4 år gamle. Vi har ens kjoler på, hvide sløjfer i håret og guldkors om halsen. Vi genkalder os let den sommerdag for længe siden, da vi fik disse kjoler.
Mormor og vi to piger blev gjort fine i stand af Mor bistået af Pigen, så vi kunne tage til Hammel. Og efter at have tømt vore sparebøsser og vinket kærligt farvel gik vi alle tre småsnakkende og spændte ned til Vejen og tog med rutebilen til Hammel.
Vi kørte gennem Søbygård, og nu begyndte Mormor at fortælle om dengang hun var barn og sammen med sine søskende besøgte deres Morbror Jens i Vadsted. Da var det en yndet tur at gå rundt om Søbygård Sø. Vi måbede – tænk at hun havde turdet gå helt dernede!
Velankommen til Hammel skyndte vi os ind i Sparekassen. Her afleverede vi vore sparepenge til den gamle Hans Møller, som venligt bad os kigge ovenpå til Stine. Joh tak – det ville Mormor rigtignok gerne. Vi listede ovenpå. Stine og hunden tog imod os og bad os gå inden for i stuen. Vi fik lov til at sidde ved det lille bord ved vinduet, så kunne vi kigge ned på gaden.
Pigen blev bedt om at dække bord og hente kager til kaffen. Imens spurgte Stine til Mormors dårlige knæ. De drillede som sædvanligt.
Vi drak kaffe af de fine, gamle kopper, og hunden Plet fik sine to stykker sukker. Nu fortalte Mormor om vores ærinde til byen. Vi skulle have nye kjoler. De skulle være pæne, men først og fremmest skulle de være ens.
Stine foreslog, at Pigen blev sendt ud i byen for at finde ud af hvilken forretning, der kunne opfylde Mors stillede krav til kjolerne. Mormor syntes godt om forslaget. Det ville spare hendes ben, og vi kunne i fred og ro nyde en kop mere af den dejlige kaffe.
Inden længe kom Pigen tilbage. Hun havde fundet to ens kjoler, som hun troede ville passe os. Vi gjorde os hurtig klar til at komme afsted. Stine ville følge med.
Spændte gik vi ned til Søren Åen for at prøve kjolerne. De passede. Mormor og Stine var lettede og glade var vi. Tænk de to eneste ens kjoler i Hammel var som syede til os.
Stine fulgte os til rutebilen. Vi takkede for en dejlig eftermiddag, sagde pænt farvel og var nu ivrige efter at komme hjem og vise kjolerne.
Mor og Far syntes kjolerne var fine. Så fine – at vi senere blev fotograferet i dem – og stadig sidder i glas og ramme nu gemt hos en af os, sammen med utallige andre dejlige minder fra Tungelund.