Karen Margrethe Rasmussen - kaldet Mads - 1999 om sit liv i Aidt
Madsda.
Dyrlægeboligen.
Det er i vore dage meget in at skrive sine erindringer. Det vil jeg ikke gøre. Jeg husker ikke meget sammenhængende fra mine tidligste år. Men når jeg tænker tilbage på min barndom i Aidt, synes jeg alligevel, der er så mange ting, jeg gerne vil fortælle til mine arvtagere. Hos os var der det specielle, at vores far aldrig – jeg gentager aldrig – havde fri. Det resulterede i et familieliv, som var meget specielt.
Endvidere synes jeg, at livet i Aidt var noget særligt, i hvert fald når jeg tænker tilbage. Jeg ved godt, at barneøjne ikke ser mange ting, men jeg synes, vi havde en utrolig rig og dejlig tid i den lille landsby.
Det var vist ret almindeligt, at lægen, præsten og dyrlægen i sognene boede i ret store huse. Så eftersom vores far var dyrlæge, havde vi et meget stort hus. Mor sagde altid, at der hver dag var 16 rum, der skulle gøres rene, desuden var der alt det løse. Der var fuldt loft ovenpå og fuld kælder nedenunder, og begge dele blev absolut anvendt i det daglige.
I ”kontoret” havde vi en kakkelovn, senere en mere avanceret kamin, hvor der blev fyret til opvarmning af vore tre stuer. I køkkenet havde vi komfur, hvor der blev fyret til madlavning og senere også badning, og som følge af de to ret vigtige fyringssteder skulle der bruges ret meget brændsel, som blev opbevaret i kælderen. Nedgangen til kælderen var en ”skabslåge” i køkkenbordet, så det var en alvorlig sag, når man blev sendt i kælderen efter brændsel. Lyset til de to mørke rum kom fra en løs lygte, som man skulle flytte rundt med, og da brændslet bestod af kul, koks, briketter eller tørv, var det en besværlig omgang.
Det, vi kaldte kontoret, var en stue, hvor der stod et skrivebord; men på et vist tidspunkt mente far, han havde brug for et selvstændigt rum, da kontoret samtidig var vores almindelige opholdsstue, hvor radio og grammofon stod, så det var begrænset, hvor megen ro der var. Endvidere skulle far have et bedre apotek til afløsning for det, der var i kælderen, og sluttelig skulle drengene, Kjeld og Torkild have deres eget (fælles) værelse. Det betød jo så, at jeg også fik mit, og vi fik et ekstra badeværelse ved siden af soveværelset. Men som sagt, det gamle kontor blev ved med at hedde kontoret. Vi havde yderligere to andre stuer, nemlig den pæne stue og spisestuen.
I forbindelse med gårdspladsen havde vi et stort udhus med garage, fodergang og en stald. Omme bagved udhuset var der et lokum med et bræt med to huller og to spande. Det husker jeg nu som værende meget på retur, men dog en nødløsning. Oven på stalden var der et stort loft, hvor vi bl. a. havde dueslag.
Hverdag i huset.
Noget af det meget specielle ved at være dyrlæge på landet dengang var, at det var et 24 timers job årets 365 dage. Jeg tror ikke, der var andre end læger, der havde samme betingelser. Mon man i vore dage kan forestille sig, hvad det vil sige, aldrig at kunne gå en tur i haven eller køre en tur i skoven eller tage i biografen undtagen der skulle være vagt ved telefonen. Jeg kan ikke huske, at vores familie rigtig har gjort noget sammen. Vi har været på ferie nogle få gange, men så var der lejet en dyrlæge til at passe praksis, og det var næsten altid med dårligt resultat, når vi kom hjem. Bønderne var utilfredse, fordi tingene ikke blev gjort, som når far var der. De syntes, det var i orden, han skulle have ferie, men ikke når det gik ud over dem. Hvis vi kørte en tur til Randers, skulle der minutiøst lægges telefonnummer, så vi kunne findes. Hvor har vi mange gange måttet køre hjem i utide. Det er egentlig utroligt, at vi aldrig brokkede os, men dels er jeg fra en tid, hvor man ikke brokkede sig, dels var vi nok så vante til, at sådan var det. Kørte vi i biografen, har vi mange gange hørt i mørket: Telefon til dyrlæge Rasmussen, og så var den tur slut. Meget ofte, når vi skulle have gæster, og det var tid til at gå til bords, ringede telefonen. Hvor har mor mange gange sagt: Åh, nej!! Men det var vilkårene for familie, venner og kokkepige.
Et stort problem var telefonpasning. For det første skulle man rimeligt være ajour med dyresygdomme. Men for det andet skulle man faktisk vide, hvor folk boede, og hvor lang tid hvert dyrlægebesøg ca. varede. Blev der pludselig brug for far, skulle vi vide, hvor han var, om pågældende ejendom havde telefon, hvem evt. naboen var, havde han mon telefon, ville han gå med besked. Når alt var sat i gang, var far måske kørt, og så var det bare om igen til næste sted. Da var centralen somme tider til hjælp, idet centraldamen kunne sige, hvem der evt. boede i nærheden. Men hvem som helst kunne ikke styre hele dette show.
Bl. a. på grund af det store hus, men også fordi det var kutyme hos dyrlæger og læger, havde vi mange år to unge piger, en kokkepige og en stuepige. De havde nogle gode, lange arbejdsdage, og altid en af pigerne var på arbejde om søndagen. Kokkepigen havde kappe på hovedet om formiddagen, mens hun arbejdede i køkkenet. Man spiste altid varm mad midt på dagen. Når rengøring og mad var overstået, vaskede pigerne sig og klædte om. Så var det stuepigen, der havde en lille hvid kappe på og hvidt forklæde, i hvert fald når hun viste sig i spisestuen ved måltiderne, som pigerne indtog i køkkenet. Mor ringede med en bordklokke, når vi manglede noget.
De unge piger blev fæstet for et halvt år ad gangen, 1. maj og 1. november var skiftedage. Jeg syntes altid, det var meget spændende, første gang når de kom for at blive fæstet, og anden gang når de kom for at arbejde. De havde normalt i hvert fald en kommode med, af og til også et klædeskab, som skulle hejses op gennem vinduet til 1. sal, hvor pigerne havde deres fælles værelse. Der kom vi aldrig, men jeg tilbragte megen tid hos dem om eftermiddagen i køkkenet, når de stoppede strømper, pudsede sølvtøj eller hvad der ellers var at lave. Mor havde lavet en meget detaljeret arbejdsplan til hver pige for hver enkelt dag.
Foruden unge piger havde vi en lappekone, som kom en gang om måneden og syede og reparerede, hvad der var at lave på håndklæder, viskestykker og sengelinned. Hun kunne godt være der to-tre dage. Det var altid så hyggeligt at sidde og snakke med hende.
Når der skulle vaskes storvask, kom der et par koner ude fra byen. De kom dagen i forvejen og sorterede tøj og satte i blød samt forkogte i gruekedlen. På selve dagen gik de i gang meget tidligt om morgenen og blev ved, til alt tøj var færdigt. Strygningen og rulningen (på loftet med rulle med kampesten) klarede de unge piger.
Til vores store have og alt det udenoms havde vi vores elskede altmuligmand, Arnold Simonsen. Han fulgte far og mor næsten fra de kom til Aidt, og til de flyttede derfra. Han var for os børn vores et og alt. Han var hos os næsten hver dag og hjalp med alt, fra slagtning af gris til udbringning af regninger. Han var med hos de kommunale snekastere og stod ved indkørslen til huset sammen med sjakket klar til at rydde, når far skulle ud. Det var nu nok mest Arnolds ide for at få en pause på skovlen. Han havde altid god tid og arbejdede just ikke i fars tempo.
En af Arnolds store dage var, når der skulle kastreres plage. Far lod meddele, at man den og den dag fra middag kunne få plagene kastreret, og så mødte bønderne og ofrene op hjemme på vores græsplæne. Det var en stor begivenhed også for byens børn, vi havde meddelt i god tid, hvornår det skulle ske. Vi så med ærefrygt på Arnold, som satte bremse på plagenes mule og remme på deres hove, dernæst reb, og så rykkede man, så plagen væltede med et brag. Bagefter var der smørrebrød og øl inde i spisestuen.
Arnold gik også med regninger 3 – 4 gange om året. Mor skrev regninger og kuverter. Da vi var gamle nok, blev vi kommanderet til at lægge regningerne i kuverterne. Så blev brevene ordnet i ture. Arnold vidste, hvornår de forskellige landmænd fik afregning fra mejeri eller slagteri. Det gjaldt jo om at komme, når der var størst mulighed for at få penge. Hvor jeg elskede at sidde om aftenen, når han kom hjem med en meget spækket tegnebog og følge med i resultatet af dagens tur, som naturligvis foregik på cykel. Alt, hvad der hed penge, sorterede under mor, far passede sin praksis, pengene var han ret uinteresseret i.
Vi har, så langt jeg kan huske tilbage, altid haft dyr, somme tider få, somme tider flere. Det første dyr, jeg husker, var vores samojedespids Vuvu. Jeg er sikker på, at far og mor havde givet den et ordentligt navn. Men mine første lyde strakte sig til vu-vu, og den kloge hund fulgte mig, så derfor navnet.
På dueloftet havde vi en overgang duer. Far og mor havde specialiseret sig i at stege unge duer, når de besøgte syge venner, det var en let og lækker ret. Engang, da vores far var syg, besluttede Torkild og jeg, at vi ville glæde patienten, så vi entrede loftet ad en stige, hvor et trin manglede. Ved fælles hjælp og megen snilde lykkedes det os at fange en due, og med en sløv spade som assistance fik vi hovedet af det stakkels dyr. Torkild kom godt ned og holdt heldigvis stigen, jeg endte i hovedet på ham på grund af det manglende trin. Efter alle disse genvordigheder burde far have vist større glæde over hans børns betænksomhed. Vi havde ikke duer ret meget længere.
På et tidspunkt havde Torkild fået en ged. Vores onkel Vilhelm fik via saddelmageren lavet seletøj til dyret, så Torkild kunne køre i vogn op og ned ad gaden. Vi andre fik lov til at løbe ved siden af. Senere fik han en ged mere, og så fik min onkel den geniale ide, at Torkild frem for at få dyrene slagtet på det lokale slagtehus ville få flere penge ved at sende dem til Kødbyen i København. Så der startede Torkild en lille forretning. På et tidspunkt ringede folk, hvis de havde en ged, de ville sælge. En gang ringede en fra Kongensbro – ca. 10 km væk. Far kørte Torkild og mig derud omkring middagstid. Kl. otte om aftenen kom han ned til Mikael Østergaards skov 2 km væk med en madpakke til os.
Kaniner havde vi i hobetal, nogle døde, nogle løb væk, nogle gav vi væk. En overgang lånte vi et udhus på fru Schiølers gård, der måtte vi så ned et par gange om dagen for at fodre dem.
En dag købte far en nordbagge, som skulle kastreres. Da hesten var frisk, overtog Torkild den mere eller mindre. Han lavede mange ridt med den. Når han faldt af, standsede hesten og ventede på, at han steg op igen. Den kom ofte til køkkenvinduet og fik en godbid. Da den en dag kom ind i køkkenet, mente mor, det var nok.
Vi havde en tam allike, som Torkild havde fundet som unge. Dens største fryd, når den ikke sad på hans skulder, var at fjerne skinnende ting, som lå i de åbne køkkenvinduer, bl.a. mors guldringe. Så måtte vi ud i reden og hente dem.
Jul.
Ingen i vores hjem tænkte på julen, før vi var færdige med alle fødselsdagene i november. Men så tog tingene også fart.
Første begivenhed var, at vi skulle have slagtet gris. Slagter Frederiksen kom dagen i forvejen og foretog de indledende øvelser. På selve dagen kom han fra morgenstunden – sammen med Arnold – med offeret. Vandet i gruekedlen var kogende, og alt var parat. Vi havde bekendtgjort for byens børn, hvad der var under opsejling, så vi var også klar alle sammen. Nu – set med gammelkone øjne – synes jeg da ærlig talt, det var en lidt barsk oplevelse; men jeg kan ikke mindes, at bare en af os nævnede noget med ulækkert eller synd for grisen, det var en del af hverdagen. Dagen gik sin gang med fabrikation af medisterpølse og leverpostej, som skulle henkoges, flæsk som skulle saltes og senere røges, og blodpølsen og fedtegreverne – ikke mindst – som udgjorde den væsentlige del af vores aftensmåltid.
Alle de deciderede juleforberedelser hjalp vi meget lidt med, vel nok fordi vi havde så megen hjælp i køkkenet; men til gengæld klippe-klistrede vi meget, så tingene var klare til ophængning.
Vi havde forskellige lysestager, som skulle pyntes med gran, før de blev hængt op. Det var altid meget spændende, om far kunne få så megen ro på sig, at han kunne sætte sig for bordenden og gå i gang. Når han fik ild på sin cigar, regnede vi med, at der var fred og ro bortset fra telefonen, som jo hele tiden kunne ødelægge idyllen.
Julegaverne var selvfølgelig altid spændende. Mor strikkede meget dengang, så hvis man kom lidt hurtigt ind ad døren, og hun blev meget febrilsk, havde man en anelse om et eller andet.
Det var altid spændende, når hun havde været i Randers og kom hjem med rutebilen, så at gisne om, hvad der var i de forskellige pakker. Somme tider fik vi at vide, at vi ikke måtte hente hende, det kunne rigtig sætte gang i gætterier.
Juletræet pyntede far og mor den 23. Det stod inde i den ”pæne” stue og portiererne var ”selvfølgelig” trukket for. Hvor har jeg mange gange ligget på gulvet og prøvet at kigge under dem uden større held.
Lillejuleaften kørte vi alle – så vidt det overhovedet lod sig gøre – til Randers for at spise pandekager med is og drikke sodavand eller solbærrom. Far skulle altid først købe en æske hjemmelavet, fyldt chokolade og en gave til mor – guld eller natkjole. Hvis vi kom hjemmefra, var det faktisk den eneste gang om året, hvor far var ”væk”. Men det kunne ske, at der var så meget at lave, at det hele blev for sent, til stor skuffelse for os alle.
Vores juleaften startede altid den 24. med frokost. Den blev først spist, når far var færdig med sygebesøg, så klokken kunne meget nemt blive både to og tre. Men så blev alle jule-lækkerierne prøvet af. Denne ene gang om året havde mor lavet specielle ting bl. a. sildesalat og kråse i sur-sød rand, og frokosten sluttede med husets julekage. Da vi nemt kunne sidde et par timer, er det indlysende, at der ikke ofte var noget med kirkegang juleaften.
Inden middagen gik vi på besøg et par steder, bl. a. hos Arnold og hans Mor, for at ønske glædelig jul.
Julemiddagen blev selvfølgelig også ofte noget sen. Vi fik altid risengrød, ande- og gåsesteg og citronfromage. Guderne skal vide, hvordan vi fik plads til al den mad.
Når middagen var slut, skulle der vaskes op, det gjorde mor og den unge pige, mens far ofte fortalte om sine oplevelser som barn. Efter opvasken kørte far den unge pige hjem, hun kunne godt bo langt væk, så vores tålmodighed blev absolut prøvet af i rigt mål. Men når så far kom hjem, gik han ind og tændte træet, og når vi hørte stjernekasterne, vidste vi, at nu var det lige før.
Nytårsaften.
Nytårsaften i vores barndom var nok noget helt specielt. Aftenen startede om eftermiddagen, hvor det gjaldt om at komme bag ind hos folk og få samlet så mange Madam Blå’er som muligt. Det var lidt flovt, når der blev sendt bud, at man skulle komme og aflevere et klenodie igen.
Menuen bestod hos os af kogt torsk med sennepssovs og æblekage; men vi børn havde ikke megen ro på os, vi skulle ud til de andre børn.
Alle løb i en flok, vi hjalp hinanden med havelåger op i flagstangen osv. Det var jo dengang, vi havde nytårsskyts, så mange kinesere og skrubtudser blev fyret af; vi lavede nok ulykker, men jeg synes ikke, vi var ondskabsfulde. Vi kunne hujende og råbende galoppere igennem byen med en landbrugsmaskine for at køre den i gadekæret. Dagen efter betalte landmanden os for at bringe den tilbage. Hos doktoren ringede vi på dørklokken (der var ikke mange af den slags i Aidt!) og så fik vi et æble. Det var helt fint.
Fritid.
Når jeg tænker på, hvordan børn i nutiden bruger deres fritid, og hvordan vi brugte vores, tror jeg egentlig, at vores fritid blev anvendt på en sundere måde, både åndeligt og legemligt. Der var ingenting, der var ”forudlavet”, vi arrangerede fra gang til gang.
Omme i hjørnet, hvor vi boede, var der mange børn, så vi skulle aldrig gå langt for at finde legekammerater.
Var vi kun piger, spillede vi næsten altid bold, det vil sige med 2 bolde op ad en mur. Vi kunne spille fra 1 til 40; det var en herlig beskæftigelse, som man også kunne bruge, hvis man var alene.
Vi legede også meget med påklædningsdukker, det vil sige, vi var alle modeskabere og kreerede den ene robe mere fantasifuld end den anden. Vi var bestemt ikke alle lige kreative, men enhver gjorde, hvad man formåede og hyggede sig med det.
Der var ikke mange biler, så vi havde også vejen uden for huset med som legeplads. Specielt omme i hjørnet var trafikken begrænset. En af de store diller var at skrive bilnumre, så vi måtte ofte flytte om i byen for at få chancen for at se en bil. Det var dengang, man på nummerpladen kunne se, hvilket amt bilen var fra. Så det var ren lykke, hvis man fik et nummer fra et fremmed amt for slet ikke at tale om et nummer fra udlandet.
Et af vore faste udflugtsmål, når vi legede, var vandbeholderen. Hvor har vi lavet mange madture derop. Eller vi gik videre til Søren Leths bakker, om sommeren for at lave huler, om vinteren for at kælke eller senere stå på ski.
I det hele taget synes jeg, at vi havde en umådelig frihed, jeg synes egentlig aldrig, vi fik forbud af nogen art. Ville vi klatre i træer, gjorde vi det. Der stod aldrig en og sagde, at man skulle passe på. Det vidste vi godt, at vi skulle. Gjorde vi noget, vi ikke måtte, og det blev opdaget, var der kontant afregning. En på siden af hovedet og måske i seng. Sådan var det hos os, og det vidste vi.
Det kan måske undre, at jeg ikke taler om Kjeld, min anden bror, men der er en aldersforskel på seks år på os, så han eksisterer overhovedet ikke i min erindring endnu.
Når jeg i mit voksenliv af og til går en tur gennem Aidt, ønsker jeg ofte, at jeg med et knips med fingrene kunne skrue tiden tilbage til vores barnedage. Jeg ville så have mine børn og børnebørn med, så de kunne opleve noget af den atmosfære, som nu er fortid.
Jeg vil nu gå gennem byen og standse op ved nogle af de steder, jeg husker bedst.
Det første sted, jeg vil standse op ved er Forsamlingshuset, hvor Jens og Dagny med myndig og dygtig hånd regerede, assisteret af Ingrid. Næsten alle sognets glædelige og sørgelige begivenheder blev celebreret her. Når en i byen var død, gik kogeholdet straks i gang med bagning, suppe og kød med tilbehør. Efter selve begravelsen gik man til kaffe i forsamlingshuset. Så var der pause et par timer, hvor landmændene skulle passe deres bedrifter, og så mødtes man igen til spisning. Vore forældre deltog ikke meget i begravelser, men jeg husker dog et par gange, hvor far var af sted med høj hat. Ih! hvor jeg syntes, han var flot..
Når der var dans for børn, var Egon og Valborg fast inventar som orkester, med Egon på violin og Valborg ved klaveret. Jeg ser ofte for mig Egon – lidt duknakket – med en cerutstump i munden. Når det skulle være særlig festligt, fik de hjælp af Clemmensen på trommer. Hvis han var der, var det noget helt specielt. Og ballerne startede altid med, at Jens sprøjtede flydende stearin på gulvet for at tage noget af det glatte væk.
En af de børnefester, der står klarest i min erindring, var fastelavnsfesten. 7. klasse drenge, klædt ud som soldater med en konge, en kronprins og en klovn, startede meget tidligt – med fane – rundt i hele sognet og sang ved hver husstand. De sidste linjer i deres sang var en invitation til fest i forsamlingshuset om aftenen, hvor der så blev valgt en dronning, en prinsesse og en klovnepige. Det var næsten uudholdeligt af spænding at stå i rundkreds med de andre piger, mens kongen eller en af de andre med bind for øjnene fandt sin halvdel. Tænk om man var den heldige!
I forsamlingshuset blev der hver vinter lavet gymnastik. En af vintrene var der blevet dannet et mandehold, og de havde lokket vores far med. Jeg kan endnu høre braget, da døren ved opvisningen sprang op, og mændene med meget faste skridt kom ind i salen syngende ”Du danske mand”. Ikke et øje var tørt!!
Fra forsamlingshuset går vi så ned i byen, og mit næste stop er smedjen, hvor Hans Pedersen herskede. Det var absolut samlingsstedet i byen, der var altid et værre leben af børn og landmænd med heste, der skulle skos. Vi børn fik mange gange lov til at trække blæsebælgen, når jernet skulle opvarmes; men det gjaldt om at holde sig i baggrunden, når der skulle smedes, og gnisterne fløj omkring.
Over for smedjen var købmand Magnus Madsen med familie, det vil sige Magda (mor), Birthe og Anna. Det var Magda og Birthe, der passede købmandsbutikken med benzintank uden for. Magnus kørte mest landtur og passede sit lille landbrug, men viste sig af og til i butikken. Rutebil Høyer, som havde rute til Randers, havde holdeplads her (plus i resten af byen); men skulle man aflevere eller hente pakke fra rutebilen, var det her. Skulle købte varer eventuelt byttes i Randers, var det Høyer, der fungerede som bydreng.
Går vi længere ned i byen, kommer vi til sadelmageren, som også var barber, og som havde en lille butik, hvor vi bl.a. kunne købe løse cigaretter og Zenta-pastiller. De tog lugten, når vi havde smugrøget og smagte i øvrigt aldeles forfærdeligt. Det var hos sadelmageren, min onkel fik lavet seletøj til Torkilds geder. Min onkel var aldrig i Aidt, undtagen han skulle til sadelmageren. Jeg ved ikke, hvad de to havde sammen, blot ved jeg, at min onkel var rimelig glad for øl.
Ved siden af sadelmageren boede træskomanden. Hvor har vi siddet mange gange og hørt ham fortælle skrøner, mens vi så på, at han arbejdede.
Næste stop er gadekæret. Det lyder måske lidt underligt, men jeg kan egentlig ikke huske, at vi brugte gadekæret ret meget undtagen om vinteren, når der var is på, så vi kunne løbe på skøjter. Det var dog så som så med den fornøjelse, for dels stillede man på et tidspunkt et springvand med fire delfiner op midt i kæret, så udfoldelsesmulighederne blev begrænsede, dels var der altid nogle trælse drenge, som huggede isen i stykker, fordi de hellere ville hoppe på isflager.
Over for gadekæret på den anden side af vejen boede søde, lille Mariane med sin købmandsbutik. Hvor kan jeg se hende med stok i den ene hånd og støttende sig til disken med den anden komme ind i butikken. Ude i forgangen stank der af petroleum på grund af en dunk med en pumpe, som var der. Hos Mariane fik man ofte et brystsukker, når man handlede, og da man ikke samlede sine indkøb som nu, men løb derind, hver gang man manglede en ting, kunne det godt give en del.
Mariane boede sammen med sin far, Quist, som var mælkemand, og som kørte rundt i byen og solgte mælk fra en lukket hestevogn, hvor hanerne fra mælkejungerne stak ud. Man kom med sin kande eller skål og købte, hvad man ønskede. Dengang var der ikke de helt store problemer med sundhedsmyndighederne. Når mælkerunden var slut, var det den helt store lykke at få lov til at ligge bag i vognen, når resten af mælk og fløde skulle køres til mejeriet, som lå tre km væk. Jeg kan endnu fornemme den ulidelige stank af gammel mælk, der var spildt i vognen.
Over for Mariane boede skomageren og ved siden af ham det lille, dejlige skrædderpar. Min mor fik syet meget tøj der, så jeg kan stadig se de to små mennesker sidde på bordet i skrædderstilling med deres arbejder. Der var altid meget varmt i deres stue, vel nok fordi deres pressejern hele tiden skulle være klare, så de blev holdt varme på kakkelovnen.
Midt i byen havde vi i de tre huse den væsentligste del af stedets drenge, tre fra bageren, en fra cykelhandleren og to fra tømreren. Så enten var en pigecykel flad og skulle pumpes, eller der skulle købes is eller brød hos bageren for at komme derned.
Et af de steder, hvor vi tøser brugte megen tid, var på kirkegården. Når vi havde en periode, hvor vi ikke rigtig kunne finde på noget at lave, gik vi en tur på kirkegården. Vi hyggede os meget, kan jeg huske, med at studere de forskellige gravsteder – og sten, mens vi talte om dem, der var begravet der. Jeg tror da nok, at børn i dag synes, det var noget underligt noget at bruge sin tid på.
Når jeg skal nævne noget fra mine barnedage, er der to steder, som jeg skylder utrolig meget. Det ene sted er Højlundgård, hvor Marie Schiøler boede. Mine forældre kom meget sammen med hende privat, så jeg tror egentlig, at vi nærmest betragtede hende som en slags bedstemor. Hvis jeg var syg, ringede mor altid efter hende, og så kom hun med en pose æbler og en pose æg, så jeg kunne få røræg. Jeg fik altid kun et, så mor har nok nydt godt af det også.
Men alle vi piger omme fra hjørnet var nede på gården en stor del af vores tid. Fru Schiøler fik nevøen Sven som bestyrer, og han havde en engels tålmodighed med os. Vi havde hver ”vores” hest, min hed Kapruh. Dem red vi ned i engen, eller vi hentede dem. Vi har engang drevet en so til Astrup, den skulle til orne. Sikken et leben! Soen satte over grøften og os bagefter med hver sin pind. Vi nåede målet til sidst.
Vi har ”hjulpet” med til høst, vi kørte hjem på læssene, vi har hoppet ned fra de højeste bjælker, så snart der var hø i laden. Vi fik også lov til at tjene penge ved at hjælpe med at tage roer og kartofler op. Det blev vi bestemt ikke velhavende af. Ved malkningen måtte vi også være med, det lykkedes nu aldrig mig at få mælk ud af patterne; men der blev aldrig sagt, at vi var i vejen, mens Sven var der. Det kneb lidt mere med efterfølgerne. Det betød jo så bare, at vi langsomt sivede væk derfra. Men der har vi virkelig haft utrolig mange herlige oplevelser.
Det andet sted, der betød næsten mere for mig end mit eget hjem, var henne hos Søren Svendsen. Ruth, men især Ellen og jeg er næsten lige gamle, så vi har leget sammen, siden vi var helt små. Men alle de timer, dage, ja år jeg har været der, er helt ubegribeligt. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at de fandt sig i at have mig med altid, der var trods alt fem børn i forvejen. Jeg var der fra tidlig morgen til sen aften, hvis jeg ikke sov der om natten. Skulle familien på besøg, kørte jeg som regel med. Mange gange syntes mine egne forældre, at det var lovligt meget; men der gik normalt ikke lang tid, før jeg smuttede igen. Jeg ved ikke, om selve dette at få lov til at være med til at gøre ting var skyld i, at jeg havde det så rart. Hjemme hos os deltog vi ikke meget, fordi vi havde så megen hushjælp. Vi har vel alle behov for at yde noget af og til, og fru Svendsen var god til at sætte os alle i gang.
Det sker alt for sjældent nu, at jeg kommer til Aidt. Jeg har egentlig heller ikke meget at gøre der. Men alligevel, når jeg går en tur ned ad gaden og passerer den gamle smedje, fornemmer jeg stadig lyden af en hammer, eller møder jeg rutebilen, sender jeg Høyer en venlig tanke, for slet ikke at tale om barberforretningen, hvor Folmer stod i døren og altid havde en kvik bemærkning, når man passerede. Alt dette er fortid nu, men for mig var det en dejlig tid. Tænk at man på så lille et sted har kunnet opleve alle de gamle håndværk i levende live, det er da ganske imponerende – og dejligt, når jeg nu kan fortælle om det til de næste generationer, som kun vil kende det som historie.
Skrevet i 1999 af Karen Margrethe Rasmussen (1934 Nov 17 -> ) - kaldet Mads - datter af dyrlæge Helge Bendix Elvad Rasmussen (1903 Mar 06 -> 1978 Dec 31 ) og Hustru Else Margrethe Hansen (1902 Nov 25 -> 1986 Mar 24 ).
Tilbage til Erindringer