De havde åbenbart ikke kunnet komme af med mig, for jeg var med på turen, og jeg blev altså trukket i en lille slæde rundt i landsbyen til de forskellige gårde, hvor vi skulle ind og snakke med de mennesker, der havde med ansættelsen at gøre.
Den tur kunne jeg skildre flere år efter for mine forældre, der sagde... - ja, det var altså den tur, og det vil altså sige, at jeg kan huske helt tilbage til jeg var halvandet år.

Den tredje ting jeg kan huske langt tilbage - der har jeg formodentlig nok været over tre år, i hvert tilfælde mellem to og tre år... - da, gik min søster og bror og spillede krocket med to kammerater, og jeg kan huske, jeg var i sådan et par strikkede bukser, der åbenbart var sat fast med sikkerhedsnåle. Jeg kunne i hvert fald ikke selv få bukserne af.
Og så blev jeg meget trængende til noget stort, og jeg plagede min søster og min bror for at de skulle hjælpe mig. Men de hjalp mig ikke. De var så optaget af at spille krocket, og til sidst blev trykket for højt, og så gik der altså noget i bukserne, og først da jeg græd over det, kom min søster og hjalp mig ind, og vores pige - Mette hed hun vist - blev kaldt frem, og hun var jo ikke glad for dette her.

Og mens hun ordnede mig ude i bryggerset - et sted, som man i gamle dage bryggede øl i, men som vi altså vaskede storvask i - der var en gruekedel derude - så skældte hun mig ud, det gjorde Mette, og jeg var frygtelig flov over det hele:
Men jeg blev da vasket, og tøjet blev vel også vasket, og jeg kom i rent tøj. Og så husker jeg for øvrigt ikke mere om den ting.

Det var de tre første ting, jeg kan huske.

Fisketur og regnvejr

Da jeg var en tre-fire ar gammel - det må jeg vel nok have været - så skete der det, at... - ja, jeg har maske været godt og vel fire ar - at min familie, min far og mor og børnene, og dyrlægen og hans kone og børnene, vi drog på fisketur ned til bækken. Og der fiskede vi jo så, og vi havde madkurve med, og vi spiste i høstakkene - det har været der efter hø-slet, der var for øvrigt heller ikke til at gå i engene før på den tid, for de var jo oversvømmet, mens græsset groede.

Dér husker jeg slutningen af turen, for da kom min far hen og spurgte, om jeg havde fanget noget. Det havde jeg ikke. Så sagde han: "Nu skal jeg hjælpe dig," og så hjalp han mig at kaste min snøre over i den modsatte side af bækken, så den gled ind under en brink, og haps! så gav det træk i fiskestangen, og så sagde min far: "Træk nu til!" og jeg trak af alle mine livsens kræfter højt op i luften, og langt ind over engen trak jeg en dejlig ørred.
Det var min første ørred i min barndoms bæk, men det blev skam ikke den sidste. Det skal I høre om senere.

Der var en ting tit fra den historie: Da vi gik hjem, og vi skulle skynde os og hjem, fordi det trak op tit regnvejr - der ved aftenstid - da gik dyrlægens søn Oluf, som vi tit daglig kaldte Bosse - min bedste legekammerat igennem barndomsårene... og vi har lavet mange, mange sjove ting sammen! - da gik vi og filosoferede over, hvor regnen kom fra, og han sagde et eller andet mærkeligt ...han fortalte om, hvordan det nok gik til, men det troede jeg ikke rigtig på.
leg sagde: "Næh," - jeg snakkede jo jysk - ''A trower no snorer' det' Wor Herre, dæ skyller bryggersgulv".
Det havde jeg jo set, når de vaskede storvask, så skyllede de gulvet bagefter med store spande vand, så det flød og løb ned i kloakken.

Den historie gik forældrene jo bagved og hørte på, og der var de meget. .. ja, den morede de sig meget over, og derfor fik jeg jo at høre adskillige gange, at "nu skyller Vor Herre nok bryggersgulv;' når det skulle til at regne.

"A lawer worm"

Jeg tog den med ud og pakkede ud, og så stak jeg hænderne i det - og så sad jeg og trykkede smørret ud - eller magarinen ud - imellem fingrene, og mens jeg sad sådan, så kom min mor jo, og hun var jo forfærdet over, hvad der var sket:
"Hvad laver du, Viggo?!!"
[Viggo tilføjede som fin og fængslende historiefortæller ved senere familiesammenkomst-middage: "Jeg svarede lakonisk min mor: 'A lawer worm!" "]

Hun for ind med margarinepakken for at redde, hvad reddes kunne, og jeg kunne jo nok se, at den var ikke så god, for jeg listede lige så stille af sted. Jeg var i små træskostøvler, som man jo brugte på landet dengang, og var smuttet ind i soveværelset. Jeg havde trukket sengetæppet lidt til side, og der var jeg så kravlet ind i min mors seng mellem lagenerne under dynen.
Og da smørret eller margarinen nu var reddet, så skulle min mor jo til at finde mig, for jeg skulle jo have en afstraffelse for det, at jeg havde lavet sådan noget, og så kunne hun ikke finde mig. Hun ledte højt, og hun kaldte her, og hun kaldte der - og pigen kaldte - og de ledte alle vegne, og de kunne ikke finde mig, så min mor var ved at blive helt ængstelig for mig over, hvad der måske kunne være sket med mig.

Men så kom hun ind igennem sovekammeret, og der så hun ind under dynen. Der var mørke, men dér så hun et par øjne, der luede, og så kunne hun jo nok regne ud, det var mig.
Hun rev dynen op, og det så jo farligt ud, for mine snavsede træskostøvler, de havde jo svinet det hele til. Men hun fortalte mig sidenhen, at hun gav mig ingen smæk, for hun kunne ikke lade være at grine af hele det syn, dér med de her to katteøjne, der stak frem inde i mørket.

 Legetøj og fødselsdag

Når der var fødselsdag, så var der jo gerne stort gilde, og det gilde, det blev - dengang at jeg kom i skole - holdt for den klasse, jeg gik i.
Så blev skolebordene stillet sammen imod hinanden i en lang række, og der blev lagt hvidt dugepapir på, og så blev der serveret chokolade og fødselsdagskringle for os der.

Og dér var en lille sjov ting, som I måske ikke kan more jeg så meget over, som jeg har gjort:
Der var en pige, som hed Signe. Hun var sådan lidt genert, og pigen i huset skænkede chokolade op ved den ene side af bordet og min mor ved den anden - og så var pigen [i huset] vist nok ude og hente ny chokolade, og Signe hun troede, at det var pigen, der skænkede op, og hun sagde nej tak, lige så stille: "A ská et' ha', næj tak", og det kunne min mor ikke høre - hun skænkede så i, og koppen blev mere og mere fuld.
Til sidst så råbte Signe: "Hol! bol! bol! - A trower te' do æ tåbeli'!" og så vendte Signe hovedet og så, at det var min mor, og så blev hun så flov og så rød i hovedet; men alle vi andre ved bordet, vi morede os kolossalt over det der.

Den gamle skole
(før 1914)

Men der var én bygning til, næsten lige så stor og lige så lang. Den lå ikke bygget sammen med skolen; men der var en lille smøge ind imellem dem, og så gik den vinkelret på skolestuen. Skolens bygning og privatboligen lå i øst-vest, og den her udhusbygning, den lå altså ved den østlige side, og så gik den syd-nord.
Der var kostald og grisestald og roehus og lade og vognport, og i den allernordligste ende var der et tørvehus til de tørv, som skolestuen skulle fyres op med, og de tørv som vi fyrede med. Der var også plads til brændsel, altså træbrændsel.

I den tid jeg var lille, da var der en forpagter af skolejorden, som havde kreaturer og grise og heste; men da jeg var halvstor, så blev jorden solgt fra til denne forpagter, det var en købmand Madsen - og så stod hele udhuset tomt.

I den sydligste ende i gavlen, dér blev der lavet en række wc'er til børnene, som gik i skole. Og udenfor - bag ved den gavl, der hvor wc'erne var - der var møddingen, som nu ikke blev brugt mere, fordi der ikke var dyr. Men møddingsstedet var der stadigvæk.

Ja, her i denne skole gik jeg jo så i skole de fleste af mine år, indtil den ny skole blev bygget i 1914. Der gik jeg det sidste år.

Men dengang, da min bror skulle i skole og over til lærerinden, så blev han sendt hjem samme dag. Han kunne nemlig både læse rent og regne, og han var meget dygtigere end nogen af dem derovre, så han blev sendt hjem til far med den besked, at hun ville ikke ha´ham i skolen, det kunne ikke nytte noget.
Og det gik min søster akkurat ligesådan: Hun var derovre den første dag, og hun var også for dygtig. Hun blev også sendt hjem - og så blev jeg slet ikke sendt derover, skønt jeg var slet ikke for dygtig, for jeg kunne ingen verdens ting.

Jeg havde ikke studeret på bogstaver og sådan noget, jeg havde bare passet mit legeværk. Og det havde til følge, at jeg så gik ind i tredje klasse, det vil sige fjerde og femte klasses børn.
Og da skolen var aldeles overfyldt, men far havde faktisk over fyrretyve børn, sommetider op imod 50 i hver klasse - så kan I nok forstå, at min far kunne ikke få tid til at sidde og stave med mig - og I kan også nok forstå, at han var for træt til at gøre det bagefter, efter skoletid, så meget mere som at han også havde aftenskole, og han havde sangkor, og han havde foredragskreds, og han var meget, meget ude i befolkningen, når der var bryllupper og begravelser og konfirmationer og barnedåb, og lignende.

Først dengang, da jeg havde gået tre år i skole, så kom jeg ind sammen med de børn, der havde samme alder som mig. Men de havde jo lært en masse, og jeg havde ingenting lært, så derfor gik det småt med det her læsen. Men jeg fik da lært at læse og skrive og regne, inden jeg kom ud af skolen og blev konfirmeret.
Jeg tror nok, at jeg var en hel del ordblind, så vidt som jeg nu kan bedømme det, og det har jo ikke gavnet heller. Nu er det jo sådan, at ordblindheden tit forta´r sig der i overgangsalderen - og det har den jo nok også gjort hos mig, ellers havde jeg nok ikke kunnet klare at komme på seminarium og tage min lærereksamen.
Men "A wille møj hel´re konfirmeres"! - og dengang jeg kom ud af skolen, da var det akkurat det samme: jeg havde ingen lyst til at læse og blev derfor heller ikke sat til at læse, næh, jeg havde lyst til at komme til landbruget.

Og det kom jeg da også.

Men vi havde også mange andre ting for. Vi lavede gymnastik og vi lavede dyrskue for hunde og for katte. Og det trak vældigt folk til. Vi havde jo så lavet nogle fine præmier, som blev malet og hængt om kattens og hundens hals, og der var jo entré, så vi fik et stort overskud ud af det. Og det var meget morsomt, og det morede befolkningen. Der var jo masser af hunde og katte på skolens gymnastikplads, når vi holdt dyrskue, og det skulle I bare have set, så ville I have moret Jer.

Jeg kunne da for resten fortælle om den samme gymnastikplads, at da der blev krig i 1914, så sørgede min far for at få en gris, for det var ikke let at få noget at spise. Alting var rationeret. Og så fodrede han grisen op, og så blev den slagtet til jul. Så fik vi blodpølse!.

Og et år havde han købt en gris af en mand, der hed Glargaard. Den havde noget stivsyge, og den var lidt dårlig, så min far købte levertran til den, og så tog han den hver dag, når skolebørnene var gået hjem - ud på legepladsen og fik den til at løbe rundt der, den skulle jo have noget bevægelse.
Til sidst fik han den dresseret sådan, at når han havde fået den udenfor, og han så sagde: "Løw, Glargaard!", så løb grisen, alt hvad den kunne på sine stive ben op til den anden ende, og der stod den oppe og vendte det hvide ud af øjnene, indtil min far gav et hop derned og sagde: "Kom så, Glargaard!", og så løb den i fuldt firspring ned til ham.
Det blev til sidst almindelig folkeforlystelse at komme over og se, når Glargaard skulle have gymnastik. Så morede folk sig over Glargaard. Men da Glargaard skulle slagtes, da var der jo almindelig sorg, for vi var jo kommet til at holde meget af Glargaard.

Det samme sket med en gæsling, som min mor fik foræret af en bondekone - også i krigens tid. Den var lige så tam som en hund eller en kat. Den fulgte os overalt, hvor vi gik. Hvis jeg for eksempel blev sendt om til købmanden, så gik den lige bag efter mig, kravlede op ad købmandens trappesten og in i købmandens butik og stod bag ved mig, indtil jeg gik hjem.
Så gik den bagefter og sagde: "Gak, gak, gak, gak, gak, gak!" - ha-ha! Folk morede sig også over, når Krølle, som vi kaldte den, kom spadserende sammen med os eller bag efter os. Den gik gerne lige bag efter. Men dengang den blev slagtet, så kunne vi jo dog ikke spise den gås, i hvert tilfælde ikke vi børn, for vi syntes, det var så synd, at Krølle skulle slagtes. Det ville I nok også have syntes!

Vi havde i øvrigt også en stor hund, der hed Kora. Den var hvid med lysebrune pletter på, en dejlig hund. Og en overgang dér under krigen havde vi også en ged. Det var jo ikke til at få noget mad, men så kunne den give lidt mælk.
Da krigen var forbi, forærede vi geden væk.

Mergelgraven var for øvrigt fyldt med hundestejler, og når vi bandt sådan en tynd orm i en sytråd - vi kunne godt binde en fire-fem orme i, den ene oven for den anden - og vi så sænkede sytråden ned i vandet, så kom hundestejlerne og suttede ormen i sig, og så kunne vi hive den op og holde den over en spand, og så dumpede de derned i.

Når vi begyndte at fiske, så var der kun en enlig hundestejle eller to, men når vi havde siddet der lidt, så var der måske 200.
Og så gik der åbenbart bud rundt om i mergelgraven, at nu var der mam-mam til hundestejlerne, og så strømmede de til.
Hannerne var større end hunnerne og havde nogle dejlige rødlige farver, de så pragtfulde ud.

Når vi så havde fanget en stor spandfuld, så bar vi den hjem og smed den i gadekæret. I gadekæret var der for øvrigt karusser.

Siden har jeg for resten hos hende også set, hvordan man støber lyse klyner. Hun havde sådan en træ krukke, hvori hun hældte smeltet fedt, og så dyppede hun nogle tråde, der han ned fra et låg - der var mange tråde! - ned i det, og hejsede det op, og når det så var stivnet, så dyppede hun ned igen, og sådan blev hun ved, indtil de havde en vis tykkelse. Det har jeg altså set, selv om det jo ikke er i brug mere. Petroleumslamperne var jo kommet frem.

I min tid kom jo så også det elektriske lys frem, og det var jo et helt under, at man bare kunne trykke på en knap, og så kom lyset.
Men i krigens tid, da var der ikke noget elektricitet. Da fik man karbidlamper, som man puttede karbid i, og så noget vand ned til det, og så kunne de stå og lyse sådan en tre-fire timer. De gav et udmærket lys, men de skulle jo gerne skiftes en gang i løbet af aftenen.

Når så det var ved den tid, hvor græsset det var udgroet, så trak man skodderne op, og så løb vandet almindeligt, og så løb der ingen vand om i afløbsgrøften. Så blev engen tør, og så kunne enghøet høstes og lejres og samles i stakke.

Men når vi nu var nede og bade dér, og der var meget dybt på den anden side af stemmeværket, nogen steder så dybt, at vi drenge ikke kunne bunde, så havde vi jo megen morskab dér. Vi lærte at svømme, og vi pjaskede, og vi legede.

Så fandt vi på at stable nogle mursten op på tre sider, så der var åbent til den fjerde. Og dér gjorde vi ild på. Så satte vi en stor tønde oven over og lagde kæppe oven over den øverste ende af tønden. Den havde ingen bund og ingen låg, os så hængte vi ørrederne op dér, og så røgede vi dem.
Når de var godt røget, så spiste vi dejlig røget ørred. I kan tro det smagte godt. Og hvor har vi spist mange røgede ørreder i min drengetid.

Når man sådan stak en hånd ind under en brink, og der stod en ørred der, så skulde man kilde den under maven med sine fingre og med fingerspidserne, og så skulle man liste hånden op omkring den og føle sig frem til, når man var lige på midten af den - og så skulle man klemme sammen i ét nu. Men hvis man havde ved for langt bagude, stå struttede den sig igennem og smuttede fremad - og holdt man for langt forude, så struttede den og smuttede bagud. Men hvis man havde ramt det rigtige sted, så kunne man holde den, og så gav den kun en ti-tolv strut og så var den helt stille. Og så kunne vi kaste den op på engen.

Der er mange, som, når de hører denne historie, tror, at den ikke passer; men I kan tro, at den passer. Det er morsomt at fange ørreder med hænderne; men det er også morsomt at fange ørreder på orm og krog og på flue, og det var jeg også med til mange, mange gange. Men det kan vi høre om senere.

Da min bror var blevet landbrugskandidat, cand. agr., så fik han plads på Asmild Kloster Landbrugsskole, og forstander Hauch inviterede engang mine forældre og mig og min søster op og besøge dem, og da betroede Hauch min far, at hans tidligere præst, provst Krarup Hansen - som senere blev præst i Viby ved Århus og som Hauchs kendte og var kommet sammen med på forskellig måde - da havde provst Krarup betroet Hauch, at min fars skole, den var den bedste i hele provstiet. Så det var altså ikke, fordi min far svigtede i skolearbejdet, men fordi jeg ikke havde lyst til skolearbejde.

Mens Krarup Hansen var præst, og mens jeg var en lille dreng, da havde jeg også tit den glæde at høre musik, for familien provst Krarup Hansen var meget musikalsk. Han spillede violin, og hans kone spillede på flygel, men det var nu altså især violinerne, vi hørte.
Provst Krarup Hansen fik samlet nogle lærere... en lærer Mailand, og en lærer Kristensen, og min far, og så han selv - og så spillede de strygerkvartetter, og det gjorde de på omgang i hjemmene. Sommetider kom de altså også hos os. Og så kan I tro, at vi så ordentligt og lyttede, når de spillede. Og det var morsomt.

I forbi9ndelse med fars aftenskole havde han også sangkor, og om foråret optrådte de i forsamlingshuset, hvor de stod oppe på tribunen, og folk de klappede, så det var gevaldigt. Der var både en- og flerstemmige ting. Der var også klaver, og tit spillede jeg violin til, og selv om jeg kun var dreng, så klappede de endnu mere, når jeg var med.

Og her blev jeg inviteret på en sommerferie engang. For de havde en søn og tre døtre. Sønnen var på min brors alder, døtrene var yngre, og de havde hørt så mange sjove historier om mig, så de ville gerne have mig over en sommerferie og se, om jeg nu også var så morsom, som rygtet gik. Og de var vist godt tilfreds med at ha' mig. Jeg havde jo fået gode instrukser hjemmefra, hvordan jeg skulle opføre mig, når jeg spiste, og jeg skulle huske at vaske hænder, inden vi gik til bordet, og jeg var vel præpareret.

Jeg havde en dejlig sommerferie dér. De havde en hel park, meget, meget lang. I enden af den var der en lille sø, eller en stor mergelgrav, eller hvad det nu var. Og i den park, der legede vi mange forskellige lege. Det var en yndig sommerferie. Den kunne ikke tænkes bedre.

Hans datter var en udmærket pianist, der spillede godt på klaver. Der gik min søster til klaverspil. Og så havde mine forældre fundet, at jeg også skulle være med, men jeg egnede mig ikke særlig til det og havde ikke særlig lyst til det, så det holdt ret hurtigt op, men jeg kan huske, at når vi havde spillet hos datteren, så blev vi altid inviteret ind hos fruen og skulle have saftevand og småkager. Og så spurgte jo denne fine dame, hvordan det gik med mig og med at spille, og jeg var meget genert. Jeg snakkede jo jysk, og jeg ville gerne snakke fint, og så sagde jeg: "Jo, sådan så nogen-lundé"
Og det her "lun-dé", det grinede min søster af og drillede mig hele vejen hjem. Men jeg kunne ikke tale bedre eller gøre det bedre.

(Hun er født i Kolding, men opvokset i Randers)

Hun ville også gerne gøre noget for børn og unge, og derfor fandt hun på, at der skulle stiftes en husflidsskole. Og det lykkedes hende ved at samtale med vores snedker, Sørensen, at få ham til at rejse på et husflidskursus, sådan at han kunne blive en dygtig instruktør til kurvefletning og bogindbinding og kostebinding og træudskæring og meget, meget mere.

Og hun fik den her lade, der var i udbygningen, gjort i stand, og vægge og loftet hvidtet. Der var lergulv derovre, og det gjorde jo ikke noget. Der blev sat lange borde op - og høvlbænke - og dér holdtes så husflidsskole, og der tilbragte vi så et par aftener hele vinteren igennem i flere år og lærte en masse.
Lærte at bruge vores hænder. Det har jeg haft megen glæde af siden.

Tit fik vi fat i en roe, som vi hulede ud og lavede øjne og næse og mund, og så satte vi et stearinlys på, og et låg over, og så satte vi dem ud. Så skulle de forskrække folk, når de kom spadserende dér i mørket i vintertiden. De så meget uhyggelige ud, disse her udhulede roer, når det sådan strålede ud af øjne og næser og munde med lys fra stearinlyset, som var indeni.

Så løb vi for øvrigt jo på skøjter. Og vi havde nogle bette-små slæder, som vi kaldte for isslæder: De var så store, at fødderne lige kunne stå på dem. Der var en jernskinne hen under hver mede ude forude, og så havde vi et kosteskaft med en jernpig i, en pigge-kæp, som vi stak ind mellem benene, og så kunne vi skyde en vældig fart.

Der var et stort oversvømmet område neden for kirken, det hed Kirkelundskær. Det var om vinteren så overfyldt med vand, og der kunne vi rigtig muntre os med at løbe på skøjter og løbe på isslæde.

På bakkerne kunne vi jo kælke på vores kælk, og det havde vi også meget fornøjelse af. Når så vinteren led henad, og det var ved at begynde og tø, så huggede vi isflager løs på gadekæret, og ved hjælp af piggekæppene dykkede vi dem ned, så vi kunne stikke den ene isflage ned under den anden, eller ind under isen, der var tilbage. Og til sidst var der et stort åbent vand.
Så huggede vi en mægtig stor rund isflage af og lavede et hul i midten. Det stak vi en stang ned igennem, og så kunne vi - ved at stikke stangen mod bunden - ro os rundt omkring på det åbne vand.
Når vi så skulle springe i land fra den, så skulle vi jo skynde os lidt, for når vi gik ud på kanten, så sank den jo ned. Og det hændte ret ofte, at der gik en træsko nedenunder i vandfladen også.

Nu var det sådan, at i barneværelset, som vi havde, der var der også hylder til sager og vores tøj, og mange gange listede jeg mig ind og fik et par tørre strømper på, og fik nyt halm i træskoene, for det kunne godt ske en tre-fire-fem gange i løbet af en dag, at man havde fået træskoen fyldt med vand.
Det var såmænd mærkeligt, at vi ikke en gang imellem gled ned imellem isflagerne. Men vi kom godt fra det alle sammen. Måske blev vi nok noget forkølede af det, men vi morede os ganske storartet med at sejle rundt på flagerne.

Det vakte en vældig begejstring, særlig hos de gamle koner, som boede lige omkring skolen. De kom tit ud og stod og så på, at jeg kørte på 'wansykl' - og når jeg senere som voksen kom hjem, så sagde de her gamle koner jo: "Ka' do høv den gång do kjørde po wansykl, Wigo? Det wå wel nok sjovt".

Nytårsaften lavede vi altid sjov med at banke på folks døre, hvorefter vi løb væk. Men vi blev jo indhentet, og så kom vi med ind og fik småkager og andre ting.

Jeg kom nu aldrig til at flyve. Maskinen var lavet i form af en kæmpe-drage, så høj som op til toppen af huset, og så havde jeg regnet ud, at så kunne jeg jo nok sidde deroppe og holde balance i den ved at vippe den lidt frem og tilbage på forskellig måde.
Men det blev altså en dødfødt flyvemaskine - den kom aldrig til at flyve. Men jeg havde da megen fornøjelse af det der i 10-11 års alderen - at gå og tumle med sådan noget.

Det var jo sådan i gamle dage, at hvis en mand hed Jens til fornavn, så kom hans søn til at hedde Jenssøn, og hans datter til at hedde Jensdatter, og derfor skiftede navnene jo i hver generation efter forgængerens fornavn.
Det var en ting der vist nok holdt op omkring 1850 og deromkring ved. Det blev for svært at finde ud af slægterne, når det sådan skiftede navn hele tiden, så det blev bestemt, at man skulle have det samme navn.
Og da den sidste, det var en Pederssøn, så kom vi til at hedde Pedersen. Og det hed min far jo også, og hans mange søskende.

Også jeg er født Pedersen - Viggo Emil Pedersen - men fik jo altså tilføjet Aidt. Det gik til på den måde, at da min kære bror studerede på landbohøjskolen i København, da var der ikke færre end tre, der hed Axel Pedersen. Og når professoren sagde "Axel Pedersen", så var der tre mand, der røg op, og det var jo lidt forstyrrende.
Så havde professorerne på et lærermøde aftalt, om ikke de skulle spørge, om ikke de måtte kalde dem ved bynavn, disse tre Axel Pedersen'er. Det kunne de jo ikke sige nej til Og så blev min bror vant til at blive kaldt Aidt, og da han havde taget sin eksamen, så ville han søge om at få navnet, og han spurgte så sin søster og sin bror, om de ville være med til det, og det havde jeg såmænd ikke tænkt så meget over; men det gik jeg så med til, og jeg har været glad for det siden, ikke mindst, når jeg skulle til eksamen, for så var jeg jo gerne den første på holdet, der skulle op, og så kunne man da få det overstået. Men også fordi det er et godt gammelt navn.

Disse her professorer, der har undersøgt landets stednavne, skriver i deres bog, om disse ting, at blandt de ældste naturnavne og landsbynavne, som findes i Danmark, er for eksempel Skjern og Aidt, og det er jo meget morsomt!

I Ib Koch Olsens bog, "Dansk Kulturhistorie", står der også noget om de ting. Han skriver, at der var ældgamle landsbyer fra tidligere tider i broncealderen. De første landsbynavne lyder mærkeligt fremmedartede. Måske de engang i broncealderen må have været navne på slægtninge eller de gamle stamfædre. Og så nævner han byerne Aidt - Løjt - Malt - Tolk og Skjern.
Nå, men det var nu en hel masse snak om navne.

[Axel Aidt, Viggos bror, fortalte omkring 1955, at han havde fundet oplysninger i Trap, der fortalte, at Aidt-navnet havde undergået store ændringer i middelalderen: Fra 'Agatweed', der skulle betyde en rydning i de store skov-arealer; hvor man kunne køre, age igennem - til 'Aktbe'. Og aga- og ak- kommer netop fra vertet "at age". Den senere forkortelse, som findes på landkort fra det 19. århundrede, 'Agt' - der bliver til 'Ajt' - ændres omkring 1890 til det nuværende 'Aidt']

Foruden mor havde han tre sønner - én blev ingeniør i Åbyhøj, vist nok ved DSB, og de to andre fortsatte kulissemalingen. Mor var som 18-årig på besøg i Borre og blev der kort tid efter forlovet og nogle år senere gift med far.

Morfar efterlod sig massevis af fine malerier, mest landskabsmalerier, som han havde lavet. Vi har ét i Egehøj.

Min farbror Jens Kjeldsen Pedersen [1859-1935] var jo gårdmand i Jebjerg ved Langå og Randers. Her var jeg meget på ferie hos fars brødre og søskende.

På slægtsgården Kjeldvang, hos Jens Kjeldsen havde jeg mange dejlige sommerferier, hvor vi børn var med i det, der foregik på gården, og særlig da i høsttiden, for dengang, da holdt landsbyskolerne sommerferie i august måned, sådan at børnene kunne hjælpe til med høsten.

Mens jeg var en lille dreng, da var mit vigtigste arbejde, når de forkede negene op, så at fange de mange mus. Min kusine Gudrun og jeg, vi var udstyret hver med en stok. Så havde de en hund, der hed Diana. Og der var en arbejdsmand, der hed, ja, hvad hed han? ... det kan jeg ikke huske - men han var så pudsig. Han sagde, så snart der løb en mus: "Djane, Djane, Djane, Djane - mus, mus, mus, mus, mus!" ... og lidt efter: "Fik do'en, fik do'en?"
Men hvis Diana ikke fik den, så fik Gudrun og jeg den, for vi slog til de her mus med vore stokke, og vi fangede en umådelig bunke mus hver høst, og det var jo morsomt.

Det var også morsomt, at vi på Keldvang havde et dejligt kæmpestort sommer-pæretræ. Så kunne vi spise alle de pærer, vi ville.
Og de havde også et dejligt stort sukker-æbletræ, som også var modent på den tid.

Det var også dejligt, at Gudenåen var så tæt ved, for dér kunne vi drage ned på fiske ture og fange aborrer og skaller; og det var jo rigtig en ting, som vi drenge ku' li' at være med til.

Forøvrigt var vi altid med til mange gilder, for min far havde flere søskende, der var gift og bosat i samme by - en fem-seks forskellige steder skulle vi rundt på besøg, og der skulle vi børn jo gerne med, og så vankede der gildesmad, og det var vi jo ikke kede af at få.

Men det skulle jeg bare ikke have gjort, for jeg spiste jo så mange, at jeg blev syg af dem. Og det var nok, fordi jeg spiste dem med huden - med skindet. Det skulle jeg have pillet af. Og da jeg kom ind, så blev jeg pludselig dårlig, og skulle kaste op, og min mor - det var inde i soveværelset, jeg mødt min mor - hun fór hen og fandt en natpotte frem, og den kastede jeg op i.
Inden jeg var blevet færdig med det, så blev det galt af den anden ende også. Så hun fik hurtigt fat i en spand. Jeg blev sat på, og så gik det jo af begge ender på mig, så både spanden og potten blev fuld. Ha! - siden den tid har jeg lært at spise blommer med fornuft, og navnlig at undgå skindet. Nu kan I måske lære lidt af det også, ikke?

Ved samme lejlighed så vi forresten - og det er eneste gang jeg har set, tror jeg nok - en odder. Der var en jæger, som havde stillet en saks for en odder, og han kom netop og skulle se efter, om der var gået nogen i saksen. Det var der! Der var en stor dejlig odder. Dem er der vel nok en del af i Gudenåen, men de er sjældne at få og se. Og det er da i hvert tilfælde den eneste, jeg har fået at se.

Vi kunne også tage på større fisketur med orm og krog i min barndoms bæk neden for Katvad Mølle - og så helt ned til Borre. Og på sådan en tur kunne man fange en hel posefuld eller kurvfuld af dejlige ørreder. Og det var jo spændende. Dér har jeg haft mange, mange spændende fisketure.

Allerbedst var det, hvis man stod op før solen og var dernede og kunne smide sin snøre ud i bækken, inden det blev lyst. Så bed ørrederne, som de var helt tossede, så man i løbet af ganske kort tid kunne fange en masse ørreder.

Gårdmand Schiøler og en historie fra femårs alderen

Der var en mand, som hed Ras Kasper, således blev han kaldt, men han hed nu Rasmus Jensen. Hans plejefar - hans stedfar var det vist - hed Kasper. En stedfar, der havde taget ham til sig, så Ras arvede gården efter ham. Han var gift med en pige fra Aidt - en datter af familien Schiøler.
Der var to gårdmænd ved navn Schiøler: Jens Schiøler lige ved siden af skolen - ja, de lå jo i byen allesammen - og Marius Schiøler hed den anden gårdmand.

Han, Marius Schiøler, havde sådan en sød kone, Marie Schiøler, som jeg så godt kunne li', og da jeg var en fire-fem år, havde jeg besluttet, at der ville jeg flytte ned og bo hos Marie Schiøler, og så ville jeg have min seng stillet op nede i deres madkælder. De havde sådan en halvkælder med en tre-fire trappetrin ned til den. Det var som en hel stue. Der stod deres saltkar, og der var deres gode sager nede. Dér kunne jeg godt tænke mig at få paulunet opslået. I kan se af det, at jeg har haft en god appetit.
Jeg pakkede mine sager sammen og kom ned på gården. Der var en gammel mormor - eller farmor var det vist - og hun var ikke meget talende. Jeg kom ind i stuen og satte mig op på en stol, og hun sad der også, og vi sagde ingenting til hinanden.
Da der var gået et kvarters tid, og ingen andre kom, så blev jeg træt af den udflugt og tog min lille pakke og gik hjem til min mor igen.

Sådan endte den historie.

Den tredje Schiøler var en købmand. Han var ikke meget talende, og han havde sådan sin sjove facon at ekspedere på. Det gik meget langsomt, og når han så var færdig, så sagde han:
"Skul' dær så wææære mææære?", og det morede vi børn og altid så meget over. Det kom altid til sidst:
"Skulle dær så vææære mææære?"

En villa vej førte om til lægen, doktor Alvig, der blev efterfulgt af doktor Balslev [som et par slægtsled tilbage er i familie med Bim, se foto side 83], og dyrlægen, og til det hus, min far boede i som pensioneret - og helt op til gården Egelund.
Andre sideveje var der også til forskellige gårde.

Lidt længere ude boede skovfogeden, og til den anden side lå mejeriet. Der var både rig og fattig: Nord for byen var en lille fattiggård. Og vestover lå en herregård. Her boede direktør Badem, som havde tre dejlige piger, hvoraf den midterste var jævnaldrende med mig. Jeg var tit derovre.

Og der var et mægtigt stort opland. Ellers havde der ikke kunnet trives hele tre købmandsbutikker. Der var en god fed jord og rige bønder i Aidt og omegn.

Og så kom Søren Lassen ind til min far og spurgte, om ikke han kunne hjælpe ham med at skrive, for han ville da gerne have den her hædersgave.
"Joh" - det ville han da gerne hjælpe ham med:
"Så skal vi jo ha' lidt at vide om, hvad kompagni og bataljon og sådan noget - hvor De hørte til."
"Det ka' a' fanden brink' mæ' ek' howe! - De ka' bar' skræv' Søren Lassen, de kjænne' mæ'. De knænne' mæ!"
"Jah - men, øh..., hvor mødte De?"
"A mødt' ski så manne steder - a' mødt' i Itzehow - a mødt' i Sleswig - a mødt' båd' hær å dær - I ka' bar' skræv' Søren Lassen, så kommer'ed nok."

Nå, hvad min far fik skrevet, det ved jeg ikke, men Søren Lassen fik sin hædersgave.
Han var enten ugift eller enkemand. Jeg ved ikke hvordan det forholdt sig; men han havde i hvert fald på den tid, jeg kendte ham, en husbestyrerinde, og hun var meget, meget, meget tyk. Meget tyk var hun endda!
"Hon æ fanden brinke mæ warm om æ winter", sagde Søren Lassen. Han boede sådan i et lille hus med kun enkeltvæg og bindingsværk, så han har jo nok trængt til noget varme i vintertiden.

Men hun blev syg. Og så blev doktor Alvig hentet derop. Han undersøgte hende, og da det var forbi, så ville han gerne have vasket sine hænder. Så kom Søren Lassen med et fad med noget vand i og noget grøn sæbe, og det var jo også godt nok.
"Ja, så vil jeg også godt have tørret mine hænder", sagde doktor Alvig, og så kom Søren med et rigtig gammelt beskidt, rigtig møgbeskidt håndtørklæde:
"Næh," sagde doktor Alvig, "det vil jeg ikke tørre mig i - har De ikke noget bedre?"
"Wha fanden, ka' De et' tør' Dem jæn gång - a' hår tør't mæ manne gång', så ka' De well ås' tør Dem jen gång!", svarede Søren Lassen.

"Ja, nu skulle vi også gerne have noget urin ned til undersøgelse," sagde doktor Alvig så til ham, og næste morgen tidlig, måske allerede samme dags aften, styrtede Søren Lassen ned til Brugsforeningen i byen for at købe en ny gryde med grydelåg, og senere mødte han så op og ringede på hos lægen, og lægen kom ud for at lukke op.
Doktoren kom over til os, lige efter at det var foregået, og han var så forgrinet, at han næsten ikke kunne fortælle historien:

Da doktor Alvig lukker døren op for Søren Lassen, så løfter Søren denne her gryde, som der var bundet en snor i fra det ene øre til det andet, op foran doktoren, og så siger han:
"Her æ' fanden brinke mæ' det hon ka' gi' i et pes!!"
"Jah - men det var jo ikke meningen, jeg skulle bare have en lille smule i en flaske."
"Wha? - ja, det kjænne' a' et' tæ', dåkte'!" sagde Lassen - og så gik Søren Lassen, da han havde fået sin gryde igen.

Stedets dyrlæge var berømt for, at når han undersøgte en hest eller en ko, så sagde han.
"Jah, det er spilleme formodentlig en mavehistorie".
Det meste det var en "mavehistorie". Og så havde han åbenbart et godt middel imod mavehistorier. Han var i hvert tilfælde dyrlæge her, så længe han levede. Nej, han solgte for resten vist praksisen til sidst, inden han døde.
[Dyrlægeboligen var genbo til skolen, på den anden side af gadekæret, ligesom lægeboligen og dette hus, som senere blev Viggos fars pensionisthus].

Konerne i byen gik rundt i lange skørter og så et trekantet sjal ned ad ryggen, bundet foran halsen i en sløjfe eller knude.
Om sommeren var det for varmt for dem at have bukser på, og når de så stod og bøjede sig, og vinden blæste op, så grinede vi drenge jo over, hvad der kom til syne.
Ligesom vi også iagttog, at når de ikke kunne holde sig længere, lod de det gå lige ned og efterlod en py, når de gik videre.

Om foråret var der pløjning af markerne, harvning og tilsåning. Om sommeren skulle græsset slås i engen. Så skulle der tørres og samles i stakke og køres hjem i store vognlæs.
Om efteråret var der roe-optagning, hvor toppen først skulle snittes af med et roejern, der også havde et par pigge til at trække roen op med. Derefter med fork op i hestevognen og så enten køre roerne til en roekule eller hjem på gården til de mange kreaturer.

Cirka 25-30 køer var der, som skulle passes dagligt, samt grise og kvier og høns. Lidt skovbrug var der også. Der var ingen elektrisk strøm, så vi malkede med hånden ved petroleumslamper.
Huset blev opvarmet med træ fra skoven. Der var altid meget at se til.

Det var jo i året 1915, 1. november, at jeg startede, og da jeg gerne ville fortsætte, så viste det sig, at jeg godt kunne blive karl på gården Egelund hos min senere svoger, Søren Leth [1884-1962]. Og det blev jeg også. Men det blev heller ikke så særlig langvarigt.

Min søster, som var ude på marken hos gårdejer Marius Schiøler sammen med deres folk, hun så det og løb til, og de fik mig så på en eller anden måde - jeg ved ikke hvordan - båret hjem.
Men jeg lå i tre døgn, inden jeg kom til bevidstheden. De troede aldrig, at jeg var kommet til mig selv igen; men det gjorde jeg altså, og i løbet af kort tid blev jeg rask igen og kunne så genoptage mit arbejde.

Men så skete der det, at vi skulle ud og pløje kartofler ned, og jeg havde fået læsset hele vognen fyldt op med kartoffelsække, og så skulle jeg have ploven ovenpå, og det fik jeg også, og hvordan det gik til, det ved jeg ikke, men på en eller anden måde rutschede ploven med, uden at jeg var opmærksom på det, og den ramte min venstre skulder, og det gjorde frygtelig ondt.
Trods det, så pløjede jeg kartofler ned hele dagen, men om aftenen, så var jeg syg, og da de fik målt min temperatur, så havde jeg høj feber, og næste dag blev jeg kørt på sygehuset til Randers.

Derude kunne de ikke forhøre mig, for jeg havde vel mellem 41 og 42 graders feber, så jeg vidste ikke, hvad jeg selv sagde.
De fik skåret et snit ude på min skulder, både armen og skulderen var svulmet stærkt op, og så fik de lagt mig ind i seng.
En tre-fire dage efter, så svulmede armen yderligere op, og der kom røde striber. Da overlægen og første og anden og tredje reservelægerne og sygeplejersker og 'hele historien' var marcheret ind, så sagde den sygeplejerske, der havde vagten, at de måtte kigge til mig, for der var noget galt. Og så skulle de jo hen og kigge, og den var rigtig gal. Min arm var lige så tyk som mit lår.

Så hentede de et operationsbord, og de her tre reservelæger, de holdt mig, og overlægen han stak sådan noget som en saks op igennem det snit, de havde lavet uden på skulderen, ind og op under huden helt op efter halsen, og der var et par vinger på den her saks, han stak op, en slags sylesaks, og dem spændte han ud - og så trak han den tilbage, og så flød der en hel liter blod og materie ud.
Bagefter puttede de et gummirør op, og jeg skreg så det var helt kolossalt, for det gjorde frygtelig ondt, det var ømt som en byld.
Overlægen sagde, da han var færdig:
"De skulle være udråber ved et cirkus, sådan som De kan skråle," og jeg blev arrig og svarede:
"Så må De hellere skaffe mig pladsen!"

Jeg lå derude en måned. Dette snit ville ikke gro sammen. Det blev ved med at væske ud af det. Til sidst, da jeg havde været der en måned, satte de et klisterbånd på tværs og et på langs, og så sendte de mig hjem. Til alt held, så skulle vores læge have ferie, og han havde fået en vikar, og de kom begge på besøg for at se, hvordan jeg nu havde det, og så opdagede de, at ind over mit skulderben var der nogle mærkelige pukler.
Vi blev enige om, at det måtte de hellere se hvad var.

Der blev bredt et lagen ud på vores divan derhjemme, og de kogte deres instrumenter i noget kogende vand, og så skar de et lille snit dér midt på skulderbenet og trykkede lidt på begge sider, og så kom der en klump ud, ligesom en kindtand, og så syv-otte andre stumper, og det morsomme var, at det var dem, der havde lavet al ravagen.
Ploven havde knust skulderbenet, og det havde de ikke kunnet se derude i Randers, og allerede dagen efter, da var begge sår groet sammen - både det som doktor Alvig havde snittet, og det som ikke ville gro sammen.
Men det værste var, at min arm, den var nu ikke tykkere end lige akkurat knoglerne og så huden uden omkring.

Og med den sølle arm gik jeg så hele den sommer, og den ville ikke blive tykkere. Så kunne jeg jo se, at jeg ikke kunne blive landmand mere. Jeg måtte til at finde på noget andet.
Det blev så til, at jeg skulle på seminarium og læse til lærer. Og det kan man jo sige, at ens veje er forunderlige. Det, som jeg ikke ville være, og det, som jeg ikke ville have med at bestille, det kom jeg lige akkurat til, for jeg blev jo lærer.
Jeg var i skolens tjeneste i fem-og-fyrre-tyve år.

Da vinteren var gået, så fandt jeg på, at jeg kunne da godt tjene nogle penge, så jeg havde lidt, når jeg skulle på seminarium. I nærheden af Aidt lå en skov, der var under Frijsenborg Gods. Den hedder Hagsholm Skov, og ved den var der en skovfoged Møller, og under ham var der en stor planteskole. I den arbejdede mange mennesker. De skaffede planter til store dele af Frijsenborg Skovvæsen.

Jeg cyklede op og spurgte skovfoged Møller, om jeg kunne få noget at bestille dér i det forår, og det kunne jeg godt. Der var dels nogle, der gik på mandeløn, og dels nogle, der gik på kvindeløn. Kvinderne bestilte det, at de sorterede planter og den slags ting, og mændene de gravede planterne ned.
Og der fik jeg så plads, og det var meget, meget lærerigt. Jeg tror, vi var, når vi var samlede, en 30 forskellige mennesker. Det var morsomt at være der, for de fleste var meget, meget primitive mennesker. Jeg vil tro, at det var mennesker, man kunne træffe tilbage i stenalderen - meget primitive. Og det var morsomt at høre deres snak.
Jeg kan sige, at jeg lærte meget om livet i den tid, jeg var deroppe i skoven.

Vi ganske unge var på kvindeløn, og trods det så tjente vi alligevel en hel god ugeløn, og det gav efterhånden helt godt.
En af de ting, der skulle ordnes, var, at planterne skulle samles i små bundter. Og så blev der lavet et mudderhul, hvor man blandede jord og vand sammen til 'plæver', og der skulle bundterne så dyppes ned, så alle rødderne blev gennemblødt af mudder, og så skulle de lægges op i store stabler, hvorpå der skulle hænges noget hen over dem, så solen ikke kunne udtørre dem. Og dér kom så mændene og hentede dem og plantede dem i lange lige rækker.

Sådanne flere lige lange rækker kunne der ske stor skade ved, hvis en muldvarp gik langs med sådan en række og blotlagde eller ødelagde rødderne. Så gik de ud, planterne. Derfor var der en gammel - jeg tror man kunne sige pensionere - skovarbejder, der gik på kvindeløn, og som havde den bestilling at fange muldvarpe. Nu skete der det, at han blev syg, og så kom skovfogeden og sagde:
"Er der nogen af jer, der kan fange muldvarpe?"
"Ja" - svarer jeg. "Det kan jeg da!"
"Ja, men ka' du så afløse den gamle? Han er syg".
Og det kunne jeg jo så. Og det viste sig, at jeg havde mere begreb om det, end den gamle havde, for allerede den første nat fangede jeg tretten muldvarpe. Og så blev jeg forfremmet til 'grevelig muldvarpejæger' og gik og havde gode dage og bestilte ikke andet end at fange muldvarpe i den sidste tid, hvor jeg var deroppe i skoven.

Men nu nærmede ferien sig, og så sagde jeg farvel, og så var for øvrigt også beplantningsarbejdet færdigt. Så sagde jeg farvel og tak til skovfoged Møller, og jeg havde så tjent nogle hundrede kroner, som jeg havde og kunne bruge, når jeg nu skulle på seminariet.

Jeg fik tid til at gå meget på jagt der i efteråret 1918, da jeg kom så langt, at jeg kunne bære bøssen. Og jeg kan da fortælle, at jeg havde en morsom oplevelse med, at der kom bud, at der på skolen kom inspektion i gymnastik. Det var en seminarielærer Knudsen, som senere blev min gymnastiklærer, der var gymnastikinspektør, og som nu rejste rundt og tilså skolerne for at konstatere, at gymnastikken fandtes i en agtværdig orden. Han skulle komme netop den dag, da fiskemanden normalt kom. Det var jo i krigens tid, hvor det ikke var til at skaffe noget som helst, eller nogen som helst ting ud over brød og klidbrød - ...klidbrød, der gav en rungende mave, hvor man sommeraftenerne igennem kunne høre i landsbyen: Så rungede det her, og så rungede det der...!

Min mor blev meget ulykkelig, da der kom bud, at der ikke havde været fisk med jernbanen til Thorsø til fiskemanden, og at han derfor ikke kom med fisk. Jeg så, hvor ked af det hun var, og jeg snuppede bøssen og nogle patroner og cyklede ned til bækken. Der havde jeg nemlig set, at der var en masse skovduer. Og det var der også den dag. Der var mindst hundrede i en stor flok, der sad hen over engen og på trådene - og på pælene, og hvad de nu kunne sidde på.

Jeg fik stillet cyklen fra mig og kravlede i sivene langs med bækken. Jeg kravlede så langt, at jeg kom så nær, at jeg kunne tage sigte på en skovdue, der sad på en pæl, og så skød jeg den. Og i det samme hvirvlede hele flokken op, og nogle af dem kom flyvende hen over mig, og da skød jeg en til. Og en-to-tre! kørte jeg hjem med to dejlige skovduer.

.leg har aldrig set min mor blive så glad for to stykker vildt, som hun blev den dag. Gymnastikinspektionen fandt sted, og Gymnastikinspektøren fik serveret en fin skovduesteg.

Året 1919 gik så på hæld, og jeg var flittig hjemme hos min far med regning og med, hvad jeg nu skulle lære i de forskellige fag. Da det blev forår, var min bror hjemme nogle dage, og han sagde:
"Du kunne jo egentligt godt komme op og tjene dig nogle penge.. Jeg kender en entreprenør, som tager sig for at sætte store kartoffelmarker til, og senere på foråret sender han sine folk ud at tynde roer." Og det var jeg straks med på.

Jeg kom så op på landbrugsskolen i Viborg, hvor min bror boede endnu. Der fik jeg lov at bo i et elevværelse. Der var kun få elever: Der var kun dem, der var til undervisning for at blive kontrollører eller kontrolassistenter. Det var et lille hold på tredive. Men der var jo 100 værelser, så der var nok plads til mig. Jeg kunne udmærket få lov at bo der, og jeg kunne få lov at spise på skolen.

Fru Hauch var en dejlig og venligtsindet dame, som tog vel imod mig. Dér boede jeg så, og der spiste jeg, og så cyklede jeg om dagen på arbejde ud hos denne entreprenør, og vi kom vidt omkring i omegnen af Viborg, hvor vi tilsatte store arealer med kartofler, og da den historie var overstået, så sendte han og ud på store gårde, hvor vi tyndede roer.

På den måde tjente jeg så en hel del penge sammen, indtil det blev sommerferietid. så skulle jeg rejse hjem, men så kom fru Hauch og sagde, om ikke jeg havde lyst at tilbringe ferien hos dem. Og det havde jeg jo da nok.

Jeg blev hos familien Hauch og holdt sommerferie. Det blev en meget, meget fornøjelig sommerferie, for der kom jo mange unge mennesker. Hauchs havde selv mange børn. Den ældste var en datter. Så kom Viggo, der var lidt yngre end jeg. Viggo og jeg, vi blev gode kammerater, og vi foretog mange cykelture i det følgende år sammen rundt omkring i landet.

Og vi holdt en dejlig ferie, lige indtil sidst på sommerferien. Der kom mange af børnenes fætre og kusiner og holdt ferie der, så der var liv og glade dage.
Der kom for eksempel børnene nede fra Vejers, hvor fru Hauchs søster havde været gift med plantør Pinholdt.
Der kom Jens og Thora. Jens Pinholdt blev senere stiftamtmand i Haderslev, og Thora, hun var en gæv pige, og det resulterede i, at vi næste sommerferie, Viggo og jeg, blev inviteret ned i plantørboligen, hvor vi holdt sommerferie hos dem dernede.

Det var akkurat lige så fyldt med sjov. Der var rigtig mange unge mennesker, og vi drenge, vi sov ude i høet. så mange drenge var der, at de ikke havde senge til os alle sammen.

Om natten holdt vi sommetider sjov og fest. så fik vi fat i nogle lagener og bankede på, hvor pigerne sov, og så gik vi rundt som spøgelser derude i haven, så pigerne de hvinede af frygt og gru, skønt de vel nok vidste, hvem det var, der spøgte.
Om dagen gik vi til Vesterhavet, hvor vi badede.
Og sådan gik den ene dag efter den anden.

Sidst på sommerferien kom Hauch hjem, og så spurgte han, om ikke vi havde lyst til at fa en tur nordpå. For i løbet af nogle få dage, så ville han have tid til at ta' en tur til Skagen.

Overvejelserne gik ud på, at vi, fru Hauch og Asta Hauch og Viggo og jeg skulle cykle: Ud over Holstebro og Hvidbjerg op til Hanstholm. Og så skulle vi cykle strandlangs hen til Svinkløv, hvor vi skulle bo, og så skulle vi cykle videre og videre på stranden op til Løkken, og fra Løkken skulle vi køre ind til Hjørring. Der skulle vi være på en bestemt dag - så ville Hauch komme derop med sin bil. Så skulle cyklerne sendes hjem med toget, og så skulle vi bile med ham til Skagen.

Turen den gik jo fantastisk godt. Vi havde det vældig fornøjeligt. Vi overnattede første gang i Hvidbjerg, anden gang i Hanstholm. Jeg kan huske, at da vi kom til Hanstholm, da bestilte fru Hauch engelsk bøf - jeg havde aldrig faet så stor en engelsk bøf - den gik helt ud over tallerkenens rand.

Dagen efter cyklede vi strandlangs, og da var det sådan et blæsevejr, at bare vi tog i vores jakke eller trøje og holdt den venstre arm ud til siden, så kunne vinden drive os af sted. På den måde nåede vi let hen til Svinkløv. Ja, det vil dog sige, vi havde et uheld undervejs, for jeg punkterede på mit forhjul. Så fik vi øje på en lyngtækket hytte inde i lyngen, og der cyklede vi hen og spurgte, om vi kunne låne en spand vand, så vi kunne finde hullet let.

Jah - men nu skulle vi først komme ind og få kaffe" - og "hue æ' I fra?", og "hwa' hedder I?" - og så videre, og så videre.
Han ville have alt at vide, og han fik alt at vide, og vi fik dejlig kaffe med honningbr0d. Bagefter skulle vi så ud og lappe.
"Nej, I må hel're få ... - a' hå li' wåt i Fjerritsløv og køv' mæj en ny slang', og no ka' I få den, å så sæt' den po. Det' næm're, så ka' a lap' den aa'n. A hå' goe' ti' te'et, å a ka' sie, det' en goe' ny slang', dæ' æ et en lap po'en."

Det viste sig nu, at der var en 16-17 huller på vores, og det viste sig også, at vi ikke på nogen måder kunne fa lov til at betale manden for den nye slange.
"Næj da, det æ jo en nøj slang' a få' igjen, a - a hår goe' ti' te' å sæt' en 16-17 lapper po!"
Det var ægte vestjysk gæstevenskab, vi mødte der.

I Svinkløv blev vi i nogle dage, og det var morsomt at se Svinkløv. Det var første gang, jeg var der. Vi tog nogle ture om i Fossedalen, og vi badede, og vi havde det dejligt.
Til sidst tog vi derfra. ]eg tror vi overnattede en gang nede i Lønstrup, og så gik turen derfra videre til Løkken. Om vi overnattede der, kan jeg ikke huske, men vi endte i hvert tilfælde i Hjørring på et hotel, hvor vi boede om natten, og hvor fader Hauch kom.

Og derfra startede så vores tur til Skagen. Det var morsomt, at komme op og se disse sandstrækninger, der hvor grenen begynder. Det er jo fuldstændigt som at se Sahara. Det var også morsomt at komme ind på en gård - jeg husker ikke mere, hvad den hed [sandsynligvis Gårdbogård i Råbjerg sogn] - men der var en vældig stor sø, som var udtørret og omdannet til landbrugsjord.
Der var bygget nye bygninger, en stor flot hovedbygning. Det var en mand, som Hauch kendte, og der var vi inde og spise frokost og høre om hele søens udtørring og om det nye landbrug, og om hvordan det hele var gået.

Og så startede vi mod Skagen. Her blev vi indlogeret på hotel, og hvor vi dog havde nogle dejlige og lystige dage.
Her så vi - for mig for første gang - den tilsandede kirke og Drachmanns grav og museerne. Og så havde vi jo nogle dejlige badedage deroppe - også i fint vejr.
Så det blev altså en virkelig uforglemmelig tur for mig, og da jeg kom hjem, var det tæt på, at jeg skulle til Silkeborg. ]eg kom hjem og fik vasket mit tøj og fik kufferten pakket, og så rejste jeg til Silkeborg, hvor skolen skulle begynde den 19. august 1919.

Dilettant-komedie i Aidt

gengivelse

Der var gerne fuldt hus, når der var dilettantkomedie, og jeg husker med særlig glæde engang, da vores smed, Hans, han skulle spille komedie. Han skulle være bejler. Fru Munk, hun var den ombejlede pige. Og scenen forestiller, at de sidder på en bænk, og han betror hende på sit hjemlige mål, dog således, at han forsøger at tale rigsdansk - han betror hende, hvordan han vil klare at få det lavet sådan, at de kan gifte sig. Og så fortæller han hende det her:
"Jæj hår noet, jæj wil siige diig. Jjjjæj hår tænkt miig, at jæj wille rejse ned til Afrika at skydde løver og tiger, å når jæj så kommer hjæm, så kan wi køve Anne Sofies hus, å så kan wi hålle brøller."
Se, en scene af den slags gav jo et vældigt moro i forsamlingen. Høje hyl og klapsalver, og smeden troede, at det var, fordi han skilte sig særlig godt af med det.

Vi havde for øvrigt en hel del smede. En af dem boede uden for byen, men flyttede senere ind til byen. Men inden han var flyttet ind, boede han oppe i nærheden af Hagsholm Skov. Og engang han var hos lægen, og da spurgte doktor Alvig:
"Sig mig nu en gang..." - han hed Michael - "Er der nu nogen agerhøns i år?"
"Ouw, ja," svarede han: "A såw minst hunne dæ sat i en hyldebæ'busk".
Og så grinede doktor Alvig, for han vidste jo, at agerhøns aldrig sætter sig i hyldebærbuske eller træer. Det har nærmere været nogle stære.