Side 25-26, 30-33 i Efterkommere efter Kaptajn Jens Sørensen Strellev 1733 - 1986

Jens Sørensens 2. søn Johannes, 1788 - 1865, giftede sig med Anne Lauridsdatter i 1814. Johannes overtog Amstelborggård efter sin far. Ders datter Kirstine fødtes den 4. september 1817. Hendes barndomshjem var altså kaptajnens gård i Strellev.
Gården har sikkert været præget af de mange tin bedstefaderen havde bragt hjem fra sine rejser. Nogel af de mærkelige og fremmedartede ting fik hun åbenbart som en del af den fædrene arv, så da hun en dag i april 1844 som nygift ankom til Skyhede i Outrup, må hun have medbragt en kasse med hollandsk og orientalsk porcelæn samt kaptajnens kompas. Disse tin stod i Skyhede i 136 år, indtil Søren Manøe hentede dem til Ølgod Museum den 23. oktober 1980.
Hendes efterkommere kaldte dem "Æ oldsager". Enkelte del af "A oldsager" er dog stadig i slægtens eje, hvilket vil fremgå af det følgende.
Den 30. marts 1844 giftede hun sig med Jens Christensen Malle. Han var født af en ugift fruentimmer Mette Maria Jensdatter, og udlagt barnefader var Christen Jensen Nygaard fra Lemb sogn.
Moderen sage at Jens var født den 29. oktober 1811. Hun giftede sig senere med Peder Christensen, Wennerbroe i Velling sogn. Af gamle breve fremgår det, at der har hersket det bedste forhold mellem søn og stedfar.

Navnet Malle har været et tilnavn familie og venner har givet harm, sandsynligvis fordi han i sin ungdom tjente som karl hos gårdmænd i Malle. Navnet har vundet hævd, så han i Skyhede blev kald Jens Malle, og hans søn ovenikøbet er døbt Johannes Malle. Som 14-¨årig underskriver han sig Jens Christensen, Broehuset, Velling sogn, og pludselig senere Jens Christensen, Malle, så navnet har han tidligt anvendt. Et kort brev fra hans mor er stilet til Ungkarl Jens Christensen, Kjærgaard i Malle.

Han har ifølge skudsmålsbogen forladt Malle i 1843, så han har åbenbart tilbragt en snes år dette sted. På offentlige dokumenter kaldes han Jens Christensen, og ligeledes på gravstenen på Outrup Kirkegård. Her vil vi kalde ham Jens Malle, for ikke at forveksle ham med barnebarnet i Skyhded.

Der findes bevaret et lille hånskrevet hefte fra Jens Malles hånd, idet han i 1825, kun 14 år gammel, indbandt nogle småskrifter, så de fremtræder som en lille bog. Der er dels tale om gamle gåder, dels salmevers og dels leveregler af forskellig art. Der er også nogle sider om kærlighed og piger. Det meste, eller måske det hele, er åbenbart afskrifter. Man finder i den lille bog følgende ver:

Jens Christensen er mit Navn
i Himmelen er mit Havn
i Welling Kirkebye er jeg Fød
Gud ved, hvor jeg skal Døe

Nu ved vi, at han døde i Skyhede 9. juni 1859. Der er kun 3 km. fra Malle og til Strellev, hvor sognefogedens dateter Kirstine bode. Gamle beretninger går ud på, at Jens Malle i sin ungodom jævnligt tog til Ribe og købte kram, som han rejste rundt og solgte. Derved skulle han have vundet en større bekendtskabskreds end vanligt for en ung landmand på den til.
Jens Malle købte Skyhedegården, matrikel nr. 3 af Chr. Jensen. Det var en af de dengang 4 Skyhedgårde, som ligger øverst på skråningen ned mod bækken, der er omgivet af enge. Lidt længere mod vest flød bækken ud i den nu tørlagte Rolf Sø. Landskabet var dengang åbent og træløst. Mod vest sluttes horisonten af Blåberg, bjerget som set fra Outrup altid er blåt. De to unge flyttede til et Skyhede, som i dag ville blive kaldt et enestående vådt område.

At Kirstine og Jens ikke har kendt noget til Outrup på forhånd fremgår af et brev, han skrev til forældrene i Velling den 15. marts 1845:
Nyheder at meddele Eder kan jeg ikke, da I kjender hverken Folk eller Egn.
Brevet er iøvrigt skrevet5 i et flydende sprog, hvilket ikke kan undre, når han drev skribentvirksomhed allrede som 14-årig.
Efter Jens Malles død i 1859 drev Kirstine gården videre i endnu 10 år, hvorefter hendes ældste søn Johannes Malle overtog den. Hun beholdt dog en del af norden selv og lod opføre et hus godt 100 meter øst for gården, hvor der i den ene ende var en lille stald. Her flyttede hun nu ind med "Æ oldsager" og sin ugifte datter Mette Marie. Her boede hun til sin død den 18. maj 1900. Kirstine blev af de næste generationer kaldt Oldemor, og Mette Marie kaldet Moster. Huset fik så betegnelsen Mosters Hus.

Minde
over
den i Herren salige hensovede.
JENS CHRISTENSEN
født i Velling den 29. okt. 1811
Døde i Outrup den 9. Juni 1859.
Den strænge Sygdom hver Mands Herre,
Bortdrev vor Broder uforventet bort.
Vi savner Dig - Din Plads er ikke mere
blandt os i Vennekreds - O Glæden kort.
Nu staar med Suk og Sorg tilbage
Din tro og Din kjære Ægtemage.
Ved hendes Side staar de kjære Smaa,
hvad de har tabt, de ej ret kan forstaa.
Som Du var glad og venlig i Dit Hjem,
saa var Du frit og aaben i Dit Færd paa Jorden.
Dit kjære Minde glemmes ef af dem,
som stod Dig fast og nær i Samfundsorden.
Ja mange savner Dig - Du kjære Ven og Broder,
Du venlig delte med os Livets Goder.
Din lyse Aand gik hist til Lysets Bolig,
der skuer Du nu Herrens store Værk.
Der har Du det saa godt saa tyst og rolig,
der føler Duæ Dig ikke svag - men stærk.
O gid vi samles må med dig.
I Fredens lyse Himmerig.

Johannes Malles fader Jens Christensen, kaldet Jens Malle, var flyttet til Skyhede fra Malle i Horne sogn. Hans moder Kirstine, var en datter af sognefogden i Strellev. Jens Malle døde af brystsyge kun 48 år gammel, hvorfor hans ældste nykonfirmerede søn Johannes, sammen med moderen måtte overtage gårdens drift. Som ung kom han og hans søskende meget i Jørgen Stalds hjem i Allerslev, hvor der også på den tid var en flok jævnaldrende børn. I begge hjem var der interesse for sang og musik, og en åndelig længsel som fandt tilfredsstillelse i den forkyndelse, der lød fra indre missions udsendinge. I 1868 blev Johannes Malle gift med Jørgens Stalds datter Hansine og overtog kort efter sin fødegård. De to hjem blev de naturlige samlingssteder for det unge indre missions samfund i sognet, og Johannes Malle blev samfundets leder. Ofte drog han med missionærer til møder i nabosognene og hjalp til, især med sin smukke og kraftige sangstemme. I 1875 kom han sammen med to missionærer til et møde i Børsmose skole, hvor han sang: "Kimer himmelklokker". Det gjorde så stærkt et indtryk på de tilstedeværende, at gamle i Børsmose mindes det den dag i dag. En dreng i konfirmationsaldeeren blev så grebet af sangen, at han ønskede, han en gang kunne stifte nærmere bekendtskab med denne mand. Året efter kom drengen i skrædderlære hos Terkel Kristensen, Skyhede. En dag hørte han den kendte stemme, og han så en mand harve tæt ved skrædderens hus. Snart blev de to venner. Skrædderen Kr. Madsen, blev senere gift med Jørgen Stalds yngste datter. Han var i længere tid leder af søndagsskolen, og formand for K.F.U.M i Outrup.
I 1889 blev Hohannes Malle antage som indremissionær, allrede før den tid holdt han møder i nabosognene, eller gif fra hus til hus og solgte bøger. Han søgte gerne til sognenes yderkanter, eller hvor missionærer sjældent kom. Hans beskedne og venlige væsen gjorde ham velkommen overalt. Hjemmet og bedriften forsømte han ikke. Hans snorlige pløjefurer var kendte, og flere steder kunne der træffes afkom af hans gode hopper.
I ægte skabet var der 5 børn. Efter han første hustrus død giftede han sig med en enke fra Bor,. Han døde i 1919 af en hjerneblødning med ordene: "Herre Jesus annam min ånd."
Religiøse vækkelser havde en god grobund i Vestjylland. I sine unge år var Johannes stærkt grebt af pietistisk kristendom. Derom vidner et 20-sider hånskrevet hæfte fra 29/11-1872. Uden på har hans skrevet: Nogle ord om dåben, som jeg har nedskreven efter en bog under titelen "Pietisten", som jeg denne tid havde opbyggelse og trøst af.
Han følte han skulle omvende sig, men inden han traf afgørelsen, sagde han til Hanseine: "Hvad vil du sige, hvis jeg går hen og bliver hellig?" Det vil måske nok være det bedste for os, svarede hun og tilføjede: Men jeg vil gerne blive ved med at danse.
De sluttede sig så til "Indre Mission" og fandt mange nye venner der. Omvendelsen skulle gerne bære frugt. De åbnede deres hjem for andre, især for unge mænd, og i deres storstue blev den første K.F.U.M på landet i Danmark stiftet. Hansine pyntede op i stuen med blomster, og der var en både alvorlig og munter stemning ved møderne.
i 1888 blev Hansine syg, fik lungebetændelse og døde fra mand og 5 børn. Et af børnene har fortalt, at hendes mor på dødslejet sage: Åh, kan I da ikke se englene, der kommer for at hente mig! For børnene var hjemmets sol nu bort.
Senere giftede Johannes sig med en enke. I dette ægteskab, der varede i 18 år, var der ingen børn. Hendes navn var Kirsten Marie. Omkring 1890 begyndte han, når han kunne få tid til det, at tage rundt og afholde møder, hvor man ønskede at høre hans vidnesbyrd. I 1902 fik han kolportørtilladelse. Hans kone Kirsten Marie døde 199. Gården blev solgt, og en lejlighed blev tilbygget stuehuset, så han ikke behøvede at forlade barndomshjemmet. Hans ældste datter Kirstine, blev husbestyrerinde for ham til hans død. Som lønnet indremissionær kunne han nu helt hellige sig missionsarbejdet. Det var ikke noget let og behageligt job, tværtimod. Altid på farten fra sted til sted til fods, på cykel eller med tog, og så nat efter nat i en ny seng, ofte med kolde, klamme lagener og tunge dyner. Omf formiddagen skulle der besøges syge eller gamle og tales med venner. Om eftermiddagen var det nødvendigt at forberede aftenens tale. Når denne var holdt og mødet afsluttet, måtte han videre til det næste mødested.
Hvor længe holder man til et sådant arbejde? Johannes Malle holdt til han blev 74 år. Han døde en forårsmorgen i 1919.

J U B I L Æ E T  i  O U T R U P

Igennem de 3 vinduer til højre på gårdejer Johannes Malles stuehus lyste Guds klare sol for 25 år siden over en lille skare unge, som havde fået sind til at samles om Guds ord. De stiftede så den forening, som nu fejrer 25-års jubilæum, og om hvis historie dens nuværende formand har sendt os følgende oplysninger.
Det var i 1870, at den første vækkelse skete her i Outrup; også flere af de unge kom med. Da en del år var gået, kom der en trang op i flere af dem, særlig håndværkerne, til at samles med hinanden og samtale om de ting, som hører Guds rige til. Vi kom i forbindelse med en ung bondekarl fra Folding, Mads Kokkenborg, som nu er præst på New Zeeland. Fra ham fik vi love, som han havde fået i Hamborg. Med ham og flere unge fra Folding skrev vi sammen med i hver måned. Senere besøgte vi hinanden hvert år. I 10-12 år samledes vi i J. Malles storstue og 3. søndag i hver måned. Siden missionshuset er bygget, er møderne oldt der. God og frisk sang har ofte bragt et frisk pust over dem. Vor forening har ikke hørt til de store, men mange unge har i disse 25 år gået ud og ind hos os. - Gud velsigne foreningen i Outrup i dagene, der kommer, som han har velsignet den i dagen, der svandt.

Johannes Malle mistede som 14-årig sin far, og hans mor måtte selv klare gårdens drift ved hjælp af lejet arbejdskraft og sine 5 børn, især Johannes, der som den ældste skulle overtage gården, når han blev gammel nok dertil. Gården lå i Skyhede ved Outrup, i en smuk vestjysk natur. Stod man udenfor gården, kunne øret opfange lyden af Vesterhavets monotone brusen, og øjet kunne se over enge, moser og agerjord, det som navnet Skyhede antyder. I svundne tider havde der været vidtstrakte lyngheder, tilholdssted for tatere og "de Outrup rakkere".
Johannes fik tidligt lært at pløje en lige fure. Måger og terner fulgte plovfuren med vagtsomme øjne, og det samme gjorde Stine Malle. Hun forlangte orden, akkuratesse og flid, og han var en lærevillig søn. Hun havde ord for at være "lidt skrap", men kunne hun være andet, når hun skulle holde sammen på alt vedrørende gården, og samtidig opdrage 5 børn. Der fortælles, at hun ikke omgikkes hvem som helst, men foretrak "æ præst" og "æ degn". Nabogården ejedes af den dygtige skræddermester og gårdmand Terkel Christensen og hendes datter Ane. Når Stine kom på besøg, slap de ikke for kritiske bemærkninger som: "Hvis står den span der" og "hvi ligger den strømpe der". Om svigermoderen skal Terkel Christensen engang have sagt: "Det er da et menneske, jeg aldrig har kunnet gøre tilpas".
Årene gik, Johannes overtog gården og giftede sig med en køn og livlig pige, Hansine Kristine Hansen, datter af smed Jørgen Stald, Allerslev. Kirstine Malle kom på aftægt, hun flyttede til et hus i nærheden. På gården kom 5 børn til verden. Kirstine, Mette, Jørgen, Marie og Margrethe. Alle børn kom til at holde meget af deres hjem. Deres mor elskede de, og deres far beundrede de. Mange lyse minder fik de med ud i livet fra barndomsårene. Raske slædeture på isen, der dækkede de oversvømmede enge, hørte til vinter fornøjelserne. Johannes, der var en god skøjteløber, trak slæden med ungerne. Til sommrens oplevelser hørte køreturene til Fiilsø for at hente hø. Og der var gyngen i laden, blandt mange andre lege var der én, der hed "slå tallerken af bræt". Leg og arbejde gik hånd i hånd, det var en selvfølge, at børnene hjalp til med arbejdet ude og inde.