Fra Efterkommere efter Kaptajn Jens Sørensen Strellev 1733 - 1986

Ane Christensen lærte som unge at sy, og som syerske havde hun lært Therkel Christensen at kende. Ved deres bryllup byggede Therkel en lille ejendom på 6 tdr.land, ejendommen lå ca. 200 m fra Anes barndomshjem, og jorden var kommen ud fra Jens Malles gård. Therkels nye stuehus eksisterer endnu. Murerarbejdet på stuehuset kostede 40 kr. Maleren Carl Nielsen fra Vrøgum malede huset, og sønnen Christen Nielsen var medhjælper. De malede imiterede fliser på soveværelsesvæggene. Christen tegnede og malede også billeder. Han gif senere helt over til at male billeder og tog navnet Lyngbo.
Therkel ernærede sig som landmand og skrædder. Skræddervirksomheden voksede med tiden, der blev for lidt plads i stuehuset, så det måtte udvides. Folk kom milevidt fra for at få tøj syet. Der var 3 svende, 3 lærlinge og en syerske. Det satte Therkel i stand til også at udvide sit areal ved opkøb af omkringliggende ejendomme, så gården efterhånden blev på 60 tdr. land. Ane og Therkel fik 8 børn, heraf syv piger. Med de mange børn, de mange skræddere og karlene på gården, har stedet været festligt overbefolket. Man fortalte, at de ved spisebordet sa i en bestemt skræ stilling i forhold til bordkanten, så kunne de lige være der.
Med Therkels og Anes nære forhold til Indre Mission, som jo altid har været fuld af sang, med 8 musicerende og syngende børn, med den meget syngende morbror Johannes på nabogården har man kunnet "høre" stedet på lang afstand. En mand i Rottarp havde en hund, som han kunne få til at "synge" på kommando. Når han sagde: "Sjøng hywere" så steg dens tuden en grad. Når han sagde: "Sjøng lisse høt som Therkels piger", så steg dens tuden til sit højeste.
Det gjorde heller ikke stedet kedeligere, at det om sommeren blev invaderet af "A Esbjergdrenge", morbror Chr. Peder Jensens børn. De kom med alle bydrengenes frejdigheder, og strøede om sig med vittigheder. En af dem - Knud - døde under en meningitisepidemi. For at de overlevende børn ikke skulle blive smittet, sendte faderen dem til Skyhede. Man kan forestille sig katastrofen, hvis de havde bragt smitten med sig til de 8 sammenstuvede Skyhedebørn, men der skete ingenting.
Fra hjemmet i Skyhede udgif 8 børn, hvoraf de 6 igen fik børn,. I alle generationerne siden Jens Sørensens dage går de gamle navne igen som pulsslag: Jens, Kirsten, Mette, Maria, Johannes. Ofte opkaldes børn efter forfædrene på den særlig vestjyske måde, nemlig ved en slags stavrim: Kirsten, Kirstine, Christiane. - - Therkel, Thorkild, Therkild, Thorsten - - Gunethe, Gunnar, Gunvor, et system, som virker meget overraskende f.eks. på sjællændere. Anes og Therkels børn og børnebørn blev, med få undtagelser, landmænd eller lærere, eller også blev de gift med landmænd eller lærere. Et par håndværkere og et par præster er undtagelser. Der er gennem 3-4 genereationer blevet sunget og spillet en del, sandsynligvis noget over middel, når udgangspunktet er vestjyske bondeslægter.
Af Anes og Therkels børn, svigerbørn og børnebørn har næsten hver 3. aktivt dyrket musik, enten som sang eller som instrumentalmusik. Flere af Therkels piger fungerede som organister, både i Outrup og andre steder.
Med tiden giftede Therkels piger sig, og de vidt forskellige svigersønner bragte nye indtryk til gården i Skkyhede. Musikken blev jo ikke mere dæmpet af, at der både var en orgelbygger og en kordegn imellem. Desuden giftede sønnen Jens sig med organisten fra Nr. Nebel.

Terkel Kristensen blev også kaldt Terkel skrædder, han var født i Aal sogn d. 3. maj 1847. Han lærte sit håndværk hos Jens Skrædder i Dyreby, Henne sogn. Det var dengang skrædderne gik fra hjem til hjem med pressejern og rekvisitter. Engang gik Terkel skrædderdreng fra Dyreby til Hennebjerg med pressejernet i en sæk på ryggen. Ved Rolfsø ville han springe over en bred grøft, han nåede også over, men det tunge jern gav under hoppet et dask, og trak den spinkle skrædder baglæns ned i grøften. ude i hjemmene sad han på bordet og syede, og han sang med sin friske stemme til stor fornøjelse for husets folk. En tid boede han til leje i Tændpibe kro, det blev ingen god tid for ham, krolivet øvede alt for stor tiltrækning på den lystige svend. han blev senere kendt med Ane af Jens Malles, hun gik også ud at sy, og han blev grebet af dette hjems ånd. Da Terkel og Ane stiftede hjem, blev dette et samlingssted for missionsfolkene.

Der kom snart god vækst og fremgang. Børneflokken voksede til 7 piger og en dreng. Skrædderforretningen voksede til 3 svende, 3 lærlinge og en syerske. Ejendommen voksede fra 6 til 60 tdl. Terkels rennomme som skrædder voksede, såvel som hans anseelse i sognet. Og venneflokken voksede om det hjem, der var fuldt af ungdom, liv og sang. I dette hjem var der mange unge der fandt åndelig vejledning. Senere flyttede Terkel til et nyt hus i Outrup by, hvor forretningen førtes videre. I 1917 fik Terkel en hjerneblødning, og han afstod forretningen til 2 af sine svende. Ud over bedriften virkede han særlig som formand for mejereiet, som kirkeværge og som kasserer i missionshuset. Han døde i 1924.

Omkring 1. verdenskrig overgav Therkel gården til sønnen Jens. Han flyttede op til Outrup by i et nybygget hus bag stationen. Efter at skrædderforretningen var flyttet til Outrup, var der efterhånden bleven en meget stor virksomhed, formodentlig en af Vestjyllands største skræddervirksomheder. Therkel var i 20 år formand for mejereiet, så hans håndvæærk har ikke afholdt ham fra at beskæftige sig med landbruget. Han fik hjerneblødning i 1917 og afstod skrædderværkstedet til et par svende. En af hans sidste lærlinge Elias Hansen, drev værkstedet i endnu en menneskealder, og han kunne fastholde den høje kvalitet, som hans læremester havde oplært ham i. 

Jens Juuls og Gunethes hjem var et eftertragtet sted, og mange karle ville gerne tjene hos dem. Jens Juul var stærk optaget af sin samtids problemer, han var med i debatter o diskussioner. Han var også medlem af sognerådet og var sognerådsformand 1919-22. I 1922 købte Jens Juul gården Brandbjerglund ved Horsens, og Outrup måtte have en ny sognerådsformand. Skønt Brandbjerglund lå langt fra Outrup, blev gården ofte hjemsøgt af den vestjyske familie. Gamle familiebilleder tyder på, at her kom man gerne.
Guneth døde på Brandbjerglund kun 53 år gammel. Hendes søster Kirstine var død et par år tidligere kun 48 år gammel. Få år efter Gunethes død købte Jens Juul Varde Nørregård, gården lå hvor Amtssygehuset nu er placeret. Med sig havde Jens Juul nu de 2 børn, Jenny og Thorkild. Det var altid spændende at besøge de 3 i gården med de højloftede stuer, og med den mærkelige beliggenhed midt i en rigtig by. Jens Juul giftede sig endnu engang, nemlig med Karen Munch Therkelsen. Året efter blev han ramt af en hjerneblødning, han blev så invalideret, at han de sidste 4 år han levede måtte sidde i rullestol. Han døde den 19. december 1936.

Jenny Juul oplevede at se repræsentanter for 5 af slægtens genereationer. Jenny var af natur en slags koncentrat af alle sine livlige mostre. Hendes særegne væsen gjorde hende til et naturligt familiemidtpunkt. Man havde ikke rigtigt besøgt Outrup, hvis man ikke også havde besøgt Jenny. Jenny var organist i Outrup kirke i 12 år indtil 1946. Hun underviste i klaver og orgelspil. Hun afholdt elevkoncerter for fulde huse.
Ved deres bryllup, den 2. august 1934, fik de deres første hjem i Mosters hus, som da stod tomt. Da Hans Duborgs far kort tid efter døde, overtog Jenny og Hans gården i Gammelgård, hvor deres 2 børn Peder og Gunver kom til verden.
En sommerdag, den 16. juli 1941, havde Jenny været borte fra hjemmet en kort stund. Da hun kom hjem fandt hun sin mand liggende død i stuen, ramt af et hjerteslag, kun 36 år gammel. Hjemmet i Gammelgård var et festligt mødested for slægt og venner, ligeledes blev hjemmet i Outrup hos Jenny og Kølbæk også et sted hvor man skulle ind for at mærke, at nu havde man været i Outrup igen.

Christiane Christensen arbejdede som ung i sin fars skrædderforretning. Da værkstedet var flyttet til Outrup, var der en tid 11 svende. Christiane fik musikundervisning i Varde, hun tog senere organisteksamen. Hun havde en stor sangstemme, og fik en tid undervisning hos operasanger Rosmund. Hendes blide og lyse væsen gjorde et stærkt indtryk på alle, hun kom i kontakt med. Christianes engleblide tålmod kan illustreres ved den lille beretning om hendes uheld, da hun fik fingrene i klemme i en bildør. Alle, der har prøvet det, ved hvor ondt det gør. Christiane forholdt sig ganske rolig, bankede på ruden med den frie hånd og sagde stilfærdigt til svogeren udenfor: "Åh, du vil vel ikke være sød og åbne døren, mine fingre sidder i klemme.".
Marinus var også fra Skyhede, hans far havde en ejendom med købmandsbutik lidt syd for Terkels gård. Marinus blev uddannet som harmoniumsbygger hos Andreasen i Ringkøbing. Senere rejste han til Tyskland, og fik uddannelse som orgelbygger i Hamburg og Køln. Han tog den store organisteksamen. Marinus flyttede med sin Christiane til Horsens, hvor han skabte en orgel fabrik. Han byggede adskillige kirkeorgeler og havde 40 ansatte. Ved en inspektion inde i et orgel, var han engang så uheldig, at støde ryggen ind i et spiger, hvilket delvis invaliderede ham. Det ført til, at han afhændede fabrikken til Frobenius og blev organist ved vor frelses kirke i Horsens. Ved siden af embedet virkede han som klaverstemmer og musiklærer. Han var aktiv koncertarrangør og dirigent.
Marinus deltog på ledende post i Oxfordbevægelsen i 30-erne. I 20-erne købte Christiane og Marinus villaen Sundvej 7 i Horsens. Den var bygget til den dengang berømet balletstjerne Adeline Genée, og den bar navnet Villa Genée. I 1920 havde de købt et gammelt fiskerhus i Blåbjerg plantage nær ved Houstrup. - "Klinthuset". De købte det af kunstmaler Chr. Lyngby, han havde sit atelier her. Huset tilhører stadig svigerdatteren Ebba, og hun og hendes børn kommer der hvert år. Skønt Lyngbos ovenlysvindue gik tabt i forbindelse med krigen, fremtræder huset i dag omtrent som Lyngbo indrettede det.
Ved den årlige tilbagevenden til Klinthuset bevarede Marinus og Christiane en nær tilknytning til Vestjylland, en tilknytning, som blev overtaget af deres børn, Ester og Knud.
Da Christiane i 1951 var blevet enke, solgte hun Villa Genée og flyttede ind hos Ester i Grenå. De sidste 11 år af sitliv boede hun her, og nogle måneder hvert år hos Knud og Ebba i Østr skole nær Glud. 

Engang var Marinus Sørensen på Sjælland for at inspicere et orgelbyggeri. Han besøgte stedets organist og undrese sig over, at de havde fået et barn, en 5-årig pige. De fortalte så, at hun var i foreløbig pleje, da hun var forladt af sin mor, som havde været en ung, ugift københavnerpige. Marinus tog simpelthen barnet med hjem til Horsens. Christiane lå og sov, da han en nat kom hjem fra Sjælland medbringende en datter til hende. Ester blev født på Rigshospitalet. Hendes moder hed Edith Marie Margrethe Jensen. Esther hed oprindeligt Ester Sonja Fanny Jensen. En af de jordemoderelever, som havde været med til at modtage hende, eller pusle om hende som spæd, hed Karen Ingrid Frelsen. Hun blev senere gift med Christianes bror Jens. Senere i livet var Ester og Karen Ingrid tit sammen i Vestjylland. At ingen nogensinde har hørt dem omtale deres eventuelle første møde her i livet, kan skyldes, at Ester var født på Rigshospitalet netop under Karen Ingrids egen uddannelsestid. Det var jo ikke så mærkeligt, at københavnerpigen ikke rigtig lignede den øvrige familie. I Esters gamle karakterbog læser man hendes læreres beklagelser over hendes uro og uregerlighed. På samme tid giver lærerne hende raskvæk karaktererne mgx - ug- - ug. Det giver et tydeligt billede af den senere så slagfærdige og dominerende, men samtidigt så belæste og samvittighedsfulde Ester. - Hun blev student fra Rønde 1933. Hun ville egentlig gerne have været læge, men begyndte studiet af dansk og engelsk på Københavns Universitet. Efter 3 års forløb valgte hun i stedet at blive lærer, og i 1940 fik hun eksamen fra Gedved Seminarium. Fra 1942 var hun lærer ved Vestre skole i Grenå, og her blev hun, til hun trådte tilbage som 65-årig.
Ester giftede sig aldrig. Ligesom hun var stærkt knyttet til forældrene Christiane og Marinus og til slægten iøvrigt, knyttede hun sig tæt til nogle få venner. Og en lille vennekreds i Grenå betød alt for hende. Ester rejste meget efter krigen og besøgte, foruden en stor del af Europa, og Tunis, Canada og U.S.A. - Ester opnåede stor færdighed i engelsk, både gennem sin undervisning og gennem sin forbindelse med engelsktalende venner, ikke mindst med hendes skotske veninde Margaret Stewart, som selv var sproglærer. I de sidste 4+ år af sit liv var hun stærkt knytte til sin 10 år ældre ven Musse, som ovenikøbet blev hendes nabo de sidste 12 år.
Ester havde stor passion for musik og sprog. Som ung sang hun i faderens kor og spillede klaver. På dette felt lignede hun den familie, hun var dumpet ned i.
Som lærer var Ester af den gamle skole, og efter sigende blændende dygtig. Efter hendes død skrev en tidligere elev om hende i bladet "Djursland". Her er nogle udpluk:
Hendes stil var hård og kontant, blottet for den skolemæssige øllebrødsbarmhjertighed, man ser så mange steder i folkeskolen i dag. Hun var en blændende engelsklærer, og alle, der gik hos hende, forlod skolen med sikker sproglig baggrund.
Og om dansk undervisningen:
Vi kom til at fornemme, hvilke litterære perler de gamle mestre sad inde med. De, der gjorde noget ved lektierne, hentede utrolig meget gennem hendes undervisning.