Omtalen af Kaptajn Jens Sørensen stammer hovedsagelig fra 2 kilder:

- Efterkommere efter Kaptajn Jens Sørensen Strellev 1733 - 1986  af Gustav Jensen (f. 1906)

Ølgod Museums 25. årgang 1991 - Jens Sørensen - dansk sømand i Amsterdamsk tjeneste

Kort efter sin konfirmation i 1748, rejste han 15 år gammel - i lighed med mange andre vestjyske drenge - til Holland for at skabe sig en tilværelse i den hollandske handelsflåde. En af årsagerne til udvandringen kan også være frygten for stavnsbåndet, som bandt de unge drenge fra det 14. til det 40. år til stavnen.
Hvorfra han er udvandret, ved vi ikke, men måske fra Bandsbøl, som ligger ganske tæt ved Ringkøbing Fjord og måske på et hollandsk skib, idet der iflg. traditionerne fortælles, at hollandske skibe lagde til ved stedet "Hollænderbanken" ved Hemmet Strand tæt ved Bandsbøl.

I Holland avancerede han fra skibsdreng til kaptajn på og medejer af skibet St. De Metrio

I 1786 vender han tilbage til Danmark og flytter ind i sin nyerhvervede gård overfor Strellev kirke. Gårdens udlænger var forholdsvis nye, men vi må antage, at stuehuset ikke har haft en passende standard til ægteparret, hvorfor han bygger et nyt stuehus i 1786.
Gården får det hollandske navn "Amstelborggård", som den stadig bærer. Stuehuset står endnu som på Jens Sørensens tid. Han køber desuden en gård til og sammenlægger jorderne.

Jens Sørensen velstand kom mange til gode, idet han fungerede som bank og udlånte af sin kapital og havde pant i en række ejendommer i Strellev og Ølgod sogne.
Landbruget stod i disse år og havde brug for kapital på grund af de store landbrugsreformer, hvor landsbyerne skulle udskiftes, og der skulle opføres nye gårde.

Tiden i "Amstelborggård" forekommer stille i forhold til tiden i Holland, men vi ved det dog ikke.
I 1817 har de nok følt sig aflægs, idet de da afstår gården til sønnen Johannes. Den 24. april samme år dør Christina Hansse eller Kirsten Hansdatter, som hun hed her i landet, og den 14. november dør Jens Sørensen. Et spændende livsforløb afsluttedes, hvilket pastor Esmann antyder i kirkebogen, da han indfører Jens Sørensens dødsfald: "Skibscaptain Jens Sørensen, aftægtsmand i Amstelborggård. Født af forstandige forældre i Hemmet sogn, rejste som dreng til Amsterdam og avancerede fra skibsdreng til coffardikaptajn, var ellers en stille mand"
På Ølgod Museum er udstillet en række af Kirsten Hansdatter og Jens Sørensens ting fra tiden i Holland og Strellev.

Omkring 1750 var Amsterdam det foretrukne mål, når sømænd søgte tjeneste. Mange andre fra regionen og mænd fra de øvrige kystområder af Jylland og det nordvestlige Tyskland havde gjort dette allerede før ham. En overfladisk gennemgang af mønstringsruller ført af havnepolitiet i Amsterdam kan bekræfte dette.

De danske informationer oplyser, at Jens Sørensen i Amsterdam har været i stand til at skabe sig en karriere som sømand. Begyndende i den laveste rangklasse som skibsdreng har han afsluttet sin sømandskarriere i den højeste rang som kaptajn.

I forbindelse hermed bliver der gjort opmærksom på, at han i Holland sandsynligvis har betjent sig af navnet Jan Sijbrandsz.

Det, gennem en årrække førte register, har kaptajnsnavne nævnt på de bevarede mønstringsruller, hvilket beviser, at de danske oplysninger er rigtige med hensyn til Jens Sørensens stilling som kaptajn.

I perioden 1772 til 1782 støder man seks gange på navnet Jan Sijbrandsz. I alle tilfælde er han kaptajn på skibet  St. De Metrio.
Smyrna er skibets bestemmelsessted, og hver gang sejler skibet for samme bogholder på Weduve Tack an Zoon beliggende på Kloverniersburgwal (Trippenburgwal) ved Hoogstraat (i Amsterdam).
Dette handelshus blev opløst i 1792, da Hendrik Tack dør.
I adressebøger over købmænd bliver firmaet beskrevet som handlende med Levantsche Lakens (Levantisk klæde).

I forbindelse med Jan Sijbrandsz er der ikke fundet henvisninger til, under hvilke kaptajner eller på hvilket skib eller hvilke skibe, han har sejlet i årene forud for 1772.
Alligevel har forsøget på at klarlægge noget af hans sømandskarriere fra årene før 1772 ført til yderligere resultater. Vi ved nemlig, at han fra 1772 altid har sejlet på Smyrna. At sejle på Levanten (Middelhavet) har i hele det 18. århundrede været et ret farligt foretagende. Den vigtigste grund herfor var sørøveriet, som var meget udbredt i Middelhavet og også udenfor, helt til den engelske kanal. Man kan derfor med rette gå ud fra, at kendskabet til forholdene i dette område må have været en forusætning for den person, som skulle føre kommando over skibe til Levanten.
Takke tvære værket af Naninga er det ikke vanskeligt at konstatere hvilke skibe, der i 1772 sejlede fra Amsterdam til Livorno, Konstantinopel, og Smyrna.

I perioden før 1770 er kun ganske få mønstringsruller bevaret, og det har ikke krævet megen tid at konstatere, om der er nogen blandt rullerne, som har lastet skibe sejlende på Levanten. Lykken har ikke ladt os i stikken. Gennem fortegnelsen af skibsnavne støder vi ret hurtigt på en rulle vedrørende skibte "St. Fortine" dateret den 17. juli 1760. Dette skib skal uder kaptajn Andries Andriesz foretage en rejse til Smyrna. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der under bemandingen forekommer en Jan Sijbrandsz. Altså han er styrmandsmath, hvilket vil sige så meget som understyrmand eller andenstyrmand. For hans tjeneste vil han modtage en månedsløn på 24 gylden. Efter hans navn nævnes Schars som landsbyen, han stammer fra. Sandsynligvis menes Skads i Jylland. Herfra kan vi endnu ikke konkludere, om vi virkelig har at gøre med hovedpersonen i vor historie. Sikkerhed herom får vi først på grund af navnet på den person, som har kautioneret for ham - Jan Bartels. Han bor i Peperstraat, og vi vil endnu klart se, hvilke tætte bånd, der eksisterede mellem ham og Jan Sijbrandsz.
"St. Fortini" forlader den 23. august 1760 Texel red med retning mod Smyrna.
Det ankommer den 29. oktober, og den 2. maj 1761 er Andries Andriesz tilbage på Texel red. De vedrørende avisnotitser melder ingen oplevelser med sørøvere og heller ikke vanskeligheder forårsaget af dårligt vejr. Hvis Jan Sijbrandsz i 1760 har nået rangen af understyrmand, så er han uden tvivl i de efterfølgende år blevet styrmand. Året hvori det bliver bevist, er 1767.

Den 2. oktober 1767 bliver han forlovet i Amsterdam. Af hans data fremgår det, at han er 30 år, bor i Peperstraat, hans forældre er døde og hans religion er luthersk. Som fødeby bliver nævnt Hemmet, men vi ved allerede fra danske kilder, at han blev født i Bandsbøl i Hemmet sogn. Hans tilkommende hustru er Johanna Bartels, som bor hos sin far, Jan Bartels i Peperstraat. Sidstnævnte er manden, som 1760 kautionerede for Jan Sijbrandsz i forbindelse med hans mønstring å "St. Fortine", som styrmandsmath. Efter at ægteskabet blev indgået den 18. oktober både borgerligt og i den lutherske kirke, møder vi Jan Sijbrandsz den 19. november indskrevet som borger i Amsterdam gift med datteren af skibstømrer og borger Jan Bartels. Også her bliver Hemmet nævnt som fødeby. Det er iøvrigt den eneste gang, at vi har mødt ham i rang af styrmand. Styrmand er nemlig erhvervet, som han oplyser ved indskrivningen som borger. Forsøg på ved hjælp af andre kilder at finde flere oplysninger om hans sømandsliv har ikke ført til resultater. Undersøgelser i arkivet af assurancemestre har heller ikke ført til noget resultat. Alligevel er hans navn nævnt to gange før 1772, uden at dette har kunnet kaste nyt lys over hans aktiviteter på havet. Den første notits står i forbindelse med hans tilladelse til at blive medlem af den lytherske kirke i Amsterdam.
Denne optagelse finder sted den 15. december 1762. Prædikanten, som optræder på kirkens vegne kaldes Tisteyn. Også i dette tilfælde bliver Hemmet nævnt som stedet, hvor Jan Sijbrandsz stammer fra. Endvidere viser gældssaneringssagen i forbindelse med salget af hans hus i Peperstraat, at han og hans kone Johanne Bartels i 1767 har oprettet et testamente.
Dertil møder de den 20. november op hos sagfører Fredrik Boese. Dette testamente indeholder ingen nye informationer over Jan Sijbrandsz. Den længstlevende skal være arving mens overformynderiet bliver udelukket. Det er nok sådan, at hans mor sandsynligvis ikke er død, men lever et eller andet sted i Danmark. Den ovenfor nævnte forlovelsesindskrivning kan så på dette punkt ikke være rigtig.

"St. De Metrio"s sørejser 1772-1780
Der er fundet 6 mønstringsruller i havnepolitiets arkiv. Dette betyder dog ikke, at der er tale om 6 rejser gennemført af Jan Sijbrandsz. Ved hjælp af Naningas værk og andre kilder kan det fastslås, at han sejlede 7 gange fra Amsterdam til Levanten. I Amsterdams retsarkiv findes et register over betaling til fordel for lemlæstede officerer.
Byrådet vedtog den 24. januar 1754 et regulativ vedrørende søfarten, som blev offentliggjrot 5 dage senere.
§8 foreskriver, at alle skibsejere skal betale bestemte beløb for deres skib ved mønstringen. Størrelsen heraf er afhængig af skibets bestemmelsessted. For skibe til Middelhavet er beløbet fastsat til 5 gylden. Havnepolitiet skal give skipperen en kvittering. I §9 forklares formålet. Pengene skal anvendes af kommissæren for søanliggender til at udbetale beløb til besætningsmedlemmer, som kommer til skade under rejsen. Disse sårede kan ikke gøre skipperen eller rederen ansvarlige for de omkostninger, som er en følge af ulykken, de har været udsat for.
Det viser sig, at Jan Sijbrandsz på St. De Metrio har betalt 7 gange det skyldige beløb. Hertil er samtidig bevist af mønstringsrullen, at i anledning af rejsen, som har stået på programmet i 1773, ikke er blevet bevaret. På anden vis er det rigtige antal rejser med St. De Metrio i registret for udstedte søbreve.
Et byråd kan udstede et søbrev til en skipper, efter at det under ed er erklæret, at hans kib hører hjemme i Nederlandene. For Jan Sijbrandsz har et sådant dokument været uundværligt. Det skal her forklares nærmere.
Gennem hele det 18. århundrede har staten generelt bekymret sig om farerne, som berørte skibsfarten på grund af sørøveri.
Et cirkulære af 4. januar 1727 fastsætter bestemmelser ved udstedelse af det såkaldte tyrkiske pas.
En skipper, som vil erhverve sig sådan et pas, er forpligtet til bl.a. at forevise et gyldigt søbrev på kontoret i det kompetente admiralitet. For Jan Sijbrandsz er dette selvfølgelig admiralitetet i Amsterdam.

Den 4. oktober 1757 fastlægger "Statn Generaal" (regeringen) eftertrykkeligt i en resolution, at skippere, som sejler i Middelhavet eller andre områder, hvor nordafrikanske sørøvere kommer, skal være i besiddelse af et tyrkisk pas. Er dette ikke tilfældet, kan de ikke forvente nogen form for beskyttelse. Ikke mange vover at være dette overhørig, heller ikke Jan Sijbrandsz. Han får udstedt 7 søbreve, uden hvilke han ikke ville have kunnet få udstedt et tyrkisk pas.

Registrene over udstedte søbreve givr oven i købet en antydning af skibenes størrelse. en skibslast på hollandsk svarer til 2.000 kg. og kan ikke blive betragtet som mere end en antydning.
Jan Sijbrandsz noterer 6 gange i nye søbreve, at St. De Metrios størrelse er fastsat til 75 laster. I følge brevet af den 8. juni 1773 skulle størrelsen have været 70 laster. Naninga har fundet en li9ste over skibe, der i 1777 har betalt lastepenge. Listen er blevet udarbejdet på opfordring af direktionen for Levantisk Handel i Amsterdam.
Vedrørende St. De Metrio har man taget udgangspunkt i en størrelse af 81 laster. Hvilke tal, der må have været de rigtige, er ikke så vigtigt, når man kunne fastslå skibets størrelse i forhold til andre skibe. Vi må da konstatere, at St. De Metrio  har været blandt de mindste skibe, som i denne tid opfyldte handelsrelationer på Levanten. Dette kan også aflæses af antalle af besætningmedlemmer. Ifølge mønstringsrullerne har der stedse været 13 eller 14 besætningsmedlemmer incl. kaptajnen.

Om skibets dimensioner bliver vi i første instans underrettet af 2 annoncer vedrørende auktion. Den 18. marts 1776 og den 22. september 1777 bliver en 16tende anpart i St. De Metrio  rederi sat til salg.
I 1776 er køberen Johannes Meneven og 1777 Hendrik Tack. Beskrivelsen af skibet er stort set ens, når det drejer sig om dimensionerne, men afviger, når det drejer sig om skibstypen.
I den første annonce tales der om en fregat, mens skibet i den anden annonce bliver betegnet som en "Snauw", en stor tomastet brig. Der er ingen tvivl om, at den anden betegnelse må betragtes som den rigtige.
Fregatter har 3 master og af billedet fremgår tydeligt, at skibet kun har 2 master, altså en "Snauw", hvilket også er i overensstemmelse med det, der er meddelt om dets størrelse. 

Ovennævnte annoncer vedrørende auktionerne indeholder endvidere oplysningen om at St. De Metrio  er søsat i 1772. Så Jan Sijbrandsz må have været skibets første kaptajn. For mennesker, som ofte beskæftiger sig med emnet skibsbyggeri, er det inenge hemmelighed længere, at arkivet fra sagfører Salomon Dorper indeholder mange oplysninger om skibsbyggere og af dem byggede skibe. En undersøgelse i dette arkiv førte hurtigt til resultater.
Den 10. januar 1772 forklarer Arie Staats, at firmaet Arie Staats & Co. i 1771 på skibsværftet "De Schol" beliggende på Realen-øen byggede et nyt "Snauw" skib, som skulle bære navnet St. De Metrio . Skibet er bestilt af firmatet Weduwe Tack & Zn., som ifølge Arie Staats har betalt samtlige byggeomkostninger. Udover bekræftelsen på, at skibet har været en "Snauw", bliver vi informeret om skibets dimensioner.
Ifølge oplysninger af skibstømrer Arie Staats er St. De Metrio  25,47 m. eller 90 fod målt over stævnen. Bredden målt indvendig er 7,64 m. eller 27 fod, og skibets lastrum er målt til 3,47 m. eller 12-1/4 fod. På dækket er indrettet kahyt og spisekammer på 1.42 m. eller 5 fod. Disse mål er næsten de samme, som er nævnt i annoncen i forbindelse med auktionen.

På billedet af St. De Metrio  kan man endvidere tydeligt se, at skibet har et antal kanoner ombord. Dette er ikke så mærkeligt, når man tager den række af forholdsregler i betragtning, som Staaten General i det 18. århundrede har taget mod beskyttelse af søfart i Middelhavet. Man kan nemt finde frem til, at 10 kanoner er et minimum, som alle sejlende skibe skal være forsynede med. Kun i bekendtgørelsen af auktionen i 1777 bliver der nævnt et antal på 10 kanoner. Ved auktionen i 1776 mangler information over armeringen. Når man ser nøje på billedet af St. De Metrio  kan man stille spørgsmålet, om skibet muligvis har ført 12 kanoner. Spørgsmålet kan desværre ikke besvares, fordi der under efterforskningen ikk er fundet oplysninger om antallet af kanoner.
Om Jan Sijbrandsz har været nødsaget til at bruge kanonerne, er der heller ikke oplysninger om. 
Hermed er vi samtidig kommet til beskrivelsen af de rejser, som han har foretaget med sit skib. 
Som kilder er brugt "Orientering om skibe i det Amsterdamske Courant".
I almindelighed kan man sige, at Jan Sijbrandsz rejser har haft et roligt forløb. En undtagelse herfra er de 2 sidste rejser.

St. De Metrios 1. rejse
Den 18. juni 1772 forlader St. De Metrio Texel red på den første rejse for at vende tilbage den 11. april 1773.
Fra oktober til den 19. december har skibet ligget i havnen i Smyrna for at vente på en tilstrækkelig last for hjemrejse. Et kort ophold i havnen i Livorno er gået forud. Om enkelthederne ang. værdien af godset ind- og eksporteret i Smyrna henvises til bilagene, også med henblik på de øvrige rejser.

St. De Metrios 2. rejse
Anden rejse begynder den 10. juli 1773, hvor skibet forlader reden i Texel. I avisen den 4. november er der optaget en notits fra Smyrna, hvoraf fremgår, at Jan Sijbrandsz med sit skib er opbragt ved Paros, en ø i det græske øhav, efter at være visiteret. Et russisk krigsskib har været ansvarlig herfor.
En uge senere melder avisen, at  St. De Metrio er nået frem til Smyrna den 21. september [november], kommende fra Paros. Afgangen fra Smyrna er den 18. december, og efter en lykkelig rejse er man den 9. april 1774 på Texel red.

St. De Metrios 3 rejse
Efter nogle måneder er  St. De Metrio igen så vidt, at 3. rejse kan påbegyndes den 27. oktober fra Texel. Denne gang er der ingen problemer og efter ophold i Smyrna fra den 28. januar til den 24. april 1775 ankommer Jan Sijbrandsz den 1. september igen tilbage til sit udgangspunkt.

St. De Metrios 4 rejse
Om den 4. rejse kan vi berette mere udførligt, takket være en forklaring, som 5 besætningsmedlemmer den 12. juni 1777 har aflagt over for sagfører Salomon Dorper. De gør dette efter anmodning fra Jan Sijbrandsz, og de slår fast, at deres ord er i overensstemmelse med det, overstyrmanden har noteret i sin journal.
Rejsen går den 28. juni 1776 fra Texel til Konstantinopel, hvortil man ankommer i oktober. Derefter ankommer  St. De Metrio i november til Smyrna, hvorfra hjemrejsen påbegyndes den 26. februar 1777.
Efter at lodsen fra Texel er kommet ombord den 9. maj ankommer skibet 3 dage senere sikkert til reden i Texel, men får ikke lov til at sejle videre til Amsterdam.
Den 13. maj undersøger en læge besætningen for eventuelle smitsomme sydomme, alt imens en del af lasten bliver losset i 2 pramme. Da dette den 18. maj er overstået, sejler prammene til Wieringen for at gå for anker der.
Den 22. maj gives der tilladelse til at sejle videre med prammene til Durgerdam. Da  St. De Metrio en uge senere går på grund, viser det sig nødvendigt at gøre brug af en tredie pram. efter at have ligget endnu nogle dage ved Durgerdam ankommer Jan Sijbrandsz den sidste dag i maj til Amsterdam.
I deres erklæring siger de 5 besætningsmedlemmer, at vandskaden, som er opstået, ikke skyldes menneskelige fejl, men dårligt vejr i Middelhavet. I den hårde vind er der gentagne gange slået meget vand ind over skibet. 

St. De Metrios 5 rejse
Det der kan siges om den 5. rejse, ligner meget, hvad man har kunnet sige om den fjerde.
Denne gang afsiger 6 medlemmer af besætningen en erklæring, igen over for sagfører Salomon Dorper den 22. oktober 1778.
Noget af denne rejse er om rejsen til Smyrna og Konstantinopel. Skibet forlader reden i Texel den 9. december 1777. Efter at have lastet træ i Konstantinopel i marts måned ankommer Jan Sijbrandsz til havnen i Smyrna den 14. i samme måned 1778.
Denne gang må han vente på last indtil den 25. maj. Efter en flot rejse ankommer han til reden i Texel den 18. september. Før der sejles videre til Amsterdam, sker der stor set det samme, som under den sidste fase af den forrige rejse. Der er dog den forskel, at der denne gang ikke er behov for en tredje pram, og at karantænen i Texel er blevet reguleret officielt ved en bekendtgørelse af den 22. september 1778 af Staatens General.
Dette betyder for  St. De Metrio, at sejladsen til Amsterdam først kan blive på 20ende dagen efter ankomsten på reden.

St. De Metrios 6 rejse
Den 6. og næstsidste rejse med Jan Sijbrandsz skib forløb ikke så flot. Rejsen begynder den 1. maj 1779, og sejladsen til Smyrna volder ingen problemer. Efter et ophold på ca. 2 måneder i den asiatiske havneby afgår Jan Sijbrandsz den 14. september uvidende om, hvad der venter ham. Da Siciliens vestligste punkt er passeret, begynder vejret at blive dårligere. Alligevel bringer han St. De Metrio i nogenlunde stand i nærheden af Texel. Det er da den 2. december. Kort efter går det galt. I de følgende 2 uger sloges han med kraftige storme, som forhindrede ham i at bringe sit skib i sikkerhed på Texels red. Han kan ikke forhindre, at St. De Metrio driver i retning af Tyske Bugt.
Da vejret den 15. december er blevet roligere, viser det sig, at skibet er gået på grund i Wesermundingen. 
Jan Sijbrandsz ser sig nødsaget til at kappe stangen med rigninge, mærset med sejlene og råene.
Dagen efter sprænges ankertovet, hvorved han mister sit anker.
Herefter er vejret skiftende, og med hvad der er tilovers af sejlene, øjner han en chance for at nå reden i Texel den næstsidste dag i 1779.
Lodsen fra Texel har allerede været 3 dage om bord, og lodsbåden har i disse dage fungeret som "forsejler". Endnu er elendigheden ikke forbi.
Da han skal holde sig til bestemmelserne vedrørende karantæne, må han ikke sejle videre. Under denne tvungne ventetid slår vinteren til, og han må vente til drivisen er borte.
De 2 pramme, hvorpå den 4. og de 6. januar 1780 en del af lasten er overført, kan ikke gå for anker ved Wieringen, men må søge deres tilflugt i Nieuwediep. [Den Helder].
Den 8. januar beslutter han at sejle til Nieuwediep. Før han er i stand til dette, må han indsætte en 3. pram.
Dette tiltag er efter hans mening forsat ikke tilstrækkeligt for at kunne garantere en sikker vej til Amsterdam.
Derfor engagerer han samme dag den 8. januar en lods og en slup med besætning.
Da han endelig den 19. januar modtager besked om, at han må sejle videre, ser han ingen mulighed for med sit havarerede skib at påbegynde den sidste del af sejladsen.
Først mere end en måned senere den 28. februar lykkedes det ham at sejle fra Nieuwediep. Hertil må han gøre brug af den lejede slup.
Den 1. marts nærmer han sig Pampus. Her viser det sig på ny umuligt at sejle videre til Amsterdams havn.
Først efter at han er blevet assisteret af yderligere 2 pramme, kan han klare afstanden, som adskiller ham fra hans hjemstavn. Imidlertid er det blevet den 11. marts, hvilket betyder, at han næsten har brugt 3 måneder for at sejle fra reden i Texel til Amsterdam.
Det må være klart, at denne så ulykkelige rejse herved ikke er afsluttet. Godt nok skal der ikke sejles mere, men der skal findes en ordning på den ikke ringe skade, som skibet har lidt.
6 besætningsmedlemmer erklærer den 18. marts, i dette tilfælde for notarius Engelbertus Marinus Dorper, at ovenfor refererede forløb over den 6. rejse er rigtig og i overensstemmelse med indholdet af journalen ført af overstyrmanden.
Jan Sijbrandsz selv underskriver ligeledes erklæringen.
Oven i købet lader han samme dag af de samme sagførere opstille en kontrakt, hvori han giver firmaet de Weduve Tack & Co. fuldmagt til at varetage hans interesser for den periode, hvori han vil være kaptajn på St. De Metrio.
At han i egen person skulle møde op hos sagføreren skyldes, at rederiet indledte en procedure med forsikringsselskabet vedrørende en opgørelse over den totale skade på last og skib forårsaget med og uden menneskelig medvirken. Det er ikke så underligt, når man tænker på den måde skaderne er opstået.

Jan Sijbrandsz har overvejet de af ham forårsagede skader, han har været nødt til på grund af vejrliget, for at redde skib og last, og ikke på grund af handlinger, der kan henføres til begåede navigationsfejl. De indgreb, som han skønnede nødvendig, har igen ført til andre foranstaltninger, som har øget omkostningerne ganske betydeligt. For at kunne indlede ovennævnte skadeprocedure er der brug for en erklæring på tro og love, som er underskrevet af skipperen og mindst 3 vidner, i dette tilfælde besætningsmedlemmer af St. De Metrio.

Efter at rederiets krav den 29. marts er ført til protokols, får forsikringskommissæren en afregning med listen af befragteren, og forhandlingerne kan begynde. Dette resulterer i, at man fastslår den totale skade, som er opstået og en vurdering af lastens og skibets værdi. Af regningen fremgår det, at disse beløb er henholdsvis 2.672 gylden og 10 cent og 206.200 gylden. Sidstnævnte beløb er inklusive et beløb på 14.300 gylden, som er den vurderede del af St. De Metrio.
Den 12. maj offentliggøres kommissærens udtalelser.
I deres dom vurderer de stort set regningens beløb uændret. De opgør, efter tilføjelse af administrationsomkostninger og nogle yderligere omkostninger, den totale skade til 2.991 gylden og 40 cent. Dette beløb fordeles forholdsvis mellem rederiet og befragtere med udgangspunkt i den vurderede værdi. Hvad dette betyder for den enkelte er noteret i dommen.
Rederiet skal afholde 207 gylden og 45 cent. og Jan Sijbrandsz selv 7 gylden og 35 cent. Til eget brug har han nemlig lastet 5 baller bomuld, hvorfor han forekommer på listen af befragtere. 

St. De Metrios 7 rejse
Mens ovenstående dom endnu engang bekræfter det uheldige forløb af 6. rejse, slutter 7. og for Jan Sijbrandsz sidste rejse som kaptajn på St. De Metrio under endnu mere uheldige omstændigheder. 
Da han den 7. august 1780 forlader reden i Texel, er han sandsynligvis ikke klar over, at truslen om en krig med England vil blive skæbnesvanger for ham. Henrejsen til Smyrna forløber uden problemer, og hans ankomst der, bliver anmeldt i den amsterdamske Courant den 18. november. St. De Metrio er i løbet af oktober kommet frem til Smyrna. en notits over den præcise dato er ikke fundet.
Mens man i havnen i Smyrna venter på tilstrækkelig last for hjemrejse, modtager man meddelelsen om, at Republikken og England er i krig. Krigen er kendt som den 4. engelske krig.
Det er nu den 29. januar 1781. I begyndelsen er der endnu tale og håb om hjemrejse. Den forventning er baseret på afsendelse af krigsskibe til Smyrna for at yde handelsskibene den nødvendige beskyttelse. 
Den nederlandske konsul i Smyrna Danial Jan graaf de Hochepied meddeler i et brev af 7. februar til direktøren i den levantiske handel, at de hollandske skibe, som ligger i havnen i Smyrna, foreløbig bliver der of afventer. Han orienterer endvidere om, at have taget initiativet til at orientere så mange nederlandske skippere som muligt om krigssituationen. I hans opgørelse af de i Smyrna værende skippere og skibe nævnes også Jan Sijbrandsz og St. De Metrio. Af breve og dele af breve optegnet af Naninga fremgår det, at skippernes tvivl om reel maritim assistance bliver større.. man ved jo, at et antal af nederlandske krigsskibe ligger i nærheden af Livorno. Staaten General deler øjensynlig denne tvivl. Den 6. juli besluttes det, at ejere og skippere får bestemte betingelser og frit kan handle med deres skibe.
Salget af skibe til udenlandske interesserede kan nu begynde. Det siger sig selv, at engelske interesserede ikke kan regnes til købere. Af et brev af 4. april 1782 fremgår det, at der af de oprindelige i havnen i Smyrna liggende skibe kun er 2, der fortsat er på hollandske hænder. Da disse er nævnt ved navns nævnelse, kan man konkludere, at St. De Metrio er blevet solgt.
Skibet hører til de 3 skibe, som er blevet fransk ejendom, eller til de 4 skibe, som er kommet i dansk besiddelse. I Naningas værk bliver salget af St. De Metrio ikke nævnt. Andre kilder mår her give oplysninger. De eksisterende registre i de amsterdamske arkiver peger i retning af Hendrik Tack. Han møder som stedfortræder for firmaet Weduwe Tack & Co. den 21. november 1781 hos sagfører Jan Fredrik Meyer.
Formålet med besøget er at opstille en fuldmagt for Jan Sijbrandsz til at sælge skibet i Smyrna i firmaets navn. Ved denne lejlighed bliver vi samtidig for første gang informeret om, hvem der ejer skibet, bortset fra navnenen, som allrede er kendte i forbindelse med salg af anparter i 1776 og 1777, Johannes Meneven og Hendrik Tack. Sidstnævnte handler også på de andres vegne.
Firmaet Weduwe Tack & Zn. har 5/16 anpart, Adriaan Scharff, Jan Jacob Crol og Tamme Beth Ijsbrandsz ejer 2/16. De resterende ejere, som hver har 1/16 er kompagnonerne Cramer & Van Rensselaar, Jan Fredrik Taunay, Louis Schumacher, Joannes Meneven og Sar Lespinasse.
Sagføreren erklærer, at have set et sammendrag af resolutionen af Staaten Genereal, der den 2. november giver tilladelse til, at firmatet Weduwe Tack & Zn sælger St. De Metrio i Smyrna. 
Staaten General reagerer herved positivt på en ansøgning, som firmaet har fremsendt den 26. oktober.

Nåste skridt må komme fra Jan Sijbrandsz.
Et brev fra van de Hochepied den 31. januar 1782 til Staaten Genereal indeholder oplysningen om, at Jan Sijbrandsz har været i stand til at sælge St. De Metrio i Smyrna. Salgsdatoen nævnes ikke, men derimod køberens navn. 
Det er det franske firma Majastre, som for et beløb på 23.750 gylden bliver den nye ejer. Konsulen har sendt det tyrkiske pas sammen med andre papirer til Holland. Forinden har han annuleret passet på den foreskrevne måde, nemlig ved at skære det igennem og dermed gjort det ugyldigt. Det viser sig, at de Hochepied allerede i tidligere brev til Staaten Genereal af den 17. august 1781 har givet information over Jan Sijbrandsz.
I begyndelsen af denne måned har skipperen af St. De Metrio afskediget 6 besætningsmedlemmer. De er med et venetiansk skib afsejlet til Livorno medbringende et anbefalingsbrev til den hollandske konsul Kerfbijl. I Smyrna håber man, at de i Livorno kan gøre tjeneste på et hollandsk krigsskib. De har fået udbetalt en fjerdedel af deres gage regnet til afskedigelsestidspunktet. Resten vil de få udbetalt, når de er kommet tilbage til fædrelandet.
Allerede på dette tidspunkt tror Jan Sijbrandsz ikke længere på en hjemrejse til Amsterdam med St. De Metrio. 

Det har ikke været muligt at finde oplysninger om skibets videre skæbne. Man har ikke fundet notater om et skib ved navn St. De Metrio, som i 1782 eller de efterfølgende år skulle være ankommet til Amsterdam.
Meget sandsynligt har skibet efter salget til Frankrig fået ny navn, som vi dog ikke kender. Alt i alt en tris skæbne for skibet, som Jan Sijbrandsz sejlede 7 gange med til Smyrna. De, som mener, at vi nu er kommet til historiens ende, har i grunden ret for så vidt angår Jan Sijbrandsz aktiviteter til søs.
Hvordan han opnår at komme tilbage til Amsterdam, er et spørgsmål, som vi desværre må blive svar skyldig. Dette gælder også for de øvrige besætningsmedlemmer. Det er sikkert, at Jan Sijbrandsz igen er dukket op i Amsterdam. Der er ikke fundet henvisninger til, at han i sin resterende tid i Holland endnu en gang har sejlet som kaptajn på et skib. Erfaringerne i 1781 og 1782 har muligvis ført til hans beslutning om at sætte et punktum for sin sømandskarriere.

Den sidste tid i Amsterdam
I 1783 bliver han endnu en gang nævnt i sin gamle funktion. Den 21. oktober garanterer anparthaverne i redereit af St. De Metrio firmaet Weduwe Tack & Zn. De møder dertil for sagfører Jan Fredrik Meyer. Ifølge deres erklæring har de af firmaet, som har fungeret som skibets bogholder og fornemste partsindehaver, fået endelig afregning af deres andele i rederiet. Den financielle afvikling er afsluttet. For en 16. andel betales et beløb på 1.743 gylden.
Der er allerede henvist til informationer fra akterne ved eftergivelsen i anledning af salget af Jan Sijbrandsz hus i Peperstraat. Dette dokument af 1786, som vi igen kommer tilbage til, henviser også til et testamente, som den 13. november 1783 er opstillet af sagfører Abraham Meysenheym. Tetastor er Christina Cornelis. Hun er enke efter Jan Bartelsz Gaarn som vi kender som skibstømreren Jan Bartels eller Bartelse, Jan Sijbrandsz svigerfar.
Christina Cornelis indsætter sin datter Johanne Bartels som eneste arving. I tilfælde af, at Johanna Bartels dør før Christina Cornelis, vil hendes mand Jan Sijbrandsz i stedet for hende være eneste arving.

Johanna Bartels dør ikke længe efter, at nævnte testamente er skrevet.
Den 13. april 1785 bliver hun begravet på den gamle lutherske kirkegård. Ifølge dødsattesten er hun i en alder af 50 år afgået ved døden, som følge af en hjerneblødning. Afgiften 6 gylden (3 klasse) er betalt af Jacob Hendrik Johanssen 2 dage før. Han er manden som af hendes mor Christina Cornelis bliver udpeget som eksekutor af hendes testamente sammen med Jurriaan Creuder. Sidstnævnte var lige som Jan Sijbrandsz med sit skib i Smyrna, da krigen med England brød ud i 1780. 
Muligvis er hans hustrus død anledning til, at Jan Sijbrandsz laver et nyt testamente, i hvert fald kontakter han mindre end en måned senere den 7. maj 1785 sagfører Jan Fredrik Meyer.
Dette testamente giver os en del oplysninger om hans familie. Efter at have afgivet erklæring om, at han er god for 20.000 gylden, afgør han, at der efter hans død skal udbetales 4 gange et beløb på 500 gylden.
Modtagerne er hans niecer og børnene af en nevø af hans afdøde hustru. For det første Christina Balters, boende i det holstenske. Hvis hun dør først, skal de 500 gylden udbetales til hendes datter Christina Hansa. Sidstnævnte bor hos Jan Sijbrandsz i huset i Peperstraat i Amsterdam og vil endnu spille en vigtig rolle i hans liv. endvidere er der Anna Balters. Hun er gift med Hendrik Stigge og bor med sin mand i Amsterdam. I tilfælde af at hun dør først, skal det hende tilkommende beløb udbetales til Hendrik Stigge. Den 3. er Margarete Christina Baltsers, som også bor i Amsterdam og er gift med Jan Carel Frederik Hegtmeyer. Hvis hun dør før Jan Sijbrandsz bliver de 500 gylden udbetalt til Carsten Sijbrandsz , en brorsøn. Hvilken bror, der hentydes til, vides ikke.
Denne Carsten Sijbrandsz nævnes 5 gange i mønstringsrullerne for St. De Metrio. Først er han matros i 1774 og 1776, derefter er han understyrmand i 1777 og 1780. I 1779 kautionerer Jan Sijbrandsz for ham.
Til slut kommer Mietje, Jacob og Anna Toossen, af hvilke den første og den sidste bor i Amsterdam. Vedrørende den ovenfor nævnte Christina Hanse, beslutter Jan Sejbrandsz uden videre, at hun efter hans død, skal modtage et kontant beløb på 300 gylden ved siden af noget indbo.

Jan Sijbrandsz udnævner sin mor Bodil Nielsdatter som eneste arving. Det viser sig altså, at hun i 1785 endnu er i live og bor hos sin søn Mads Sørensen i Baardsbøl, hvorved uden tvivl menes Bandsbøl, Jan Sijbrandsz fødeby. Hans bror Mads vil sammen med hans andre brødre, Niels og Christen, som også bor i Danmark, træde i hans moders sted, hvis hun dør før Jan Sijbrandsz. Det er ikke usandsynligt, at  Niels Sørensen er far til den ovenfor navnte Carsten Sijbrandsz. Han bor nemlig i det danske Ballum, og det er hver gang denne landsby, som i mønstringsrullerne er nævnt som fødeby efter navnet Carsten Sijbrandsz. Ligesom det var tilfældet i testamentet for Christina Cornelis er Jacob Hendrik Johanssen blandt eksekutorerne. Denne gang sammen med Willem Meysenheim og Harmanus Meyer. Overformynderiet bliver igen udelukket af Jan Sijbrandsz. En ny situation opstår, da Jan Sijbrandsz samme år 1785 beslutter sig at gifte sig med Christina Hanse, som han har tildelt et legat i sit testamente og som bor hos ham. Ifølge indføringen af forlovelsen den 20. oktober er hun 27 år. Hun viser sig at være født i det holstenske [sønderjyske] Hadersleben nu Haderslev i Danmark. Anna Balssers fra Baangracht er hendes forlover.
Ægteskabet indgås den 6. november i den lutherske kirke. Jan Sijbrandsz betaler 45 gylden for at måtte gifte sig om aftenen. Hans første ægteskab var banløst.
Nogle måneder før deres første barn Jan bliver født laver Jan Sijbrandsz og Christina Hanse deres testamente. På ny er det sagfører Jan Frederik Meyer, hos hvem de møder op den 28. november 1785. De erklærer at være gode for mindre end 8.000 gylden. Den længstlevende skal være arving. Også ved denne lejlighed udelukkes overformynderiet. Som eksekutor er nævnt Mads Sørensen den ovennævnte bror til Jan Sijbrandsz og Niels Hansen. Begge bor i Bandersboll, på ny en anden stavemåde for Jan Sijbrandsz fødeby Bandsbøl.

For første gang i hollandske akter bliver der ved siden af hans hollandske navn også nævnt hans danske navn nemlig Jens Sørrensen. Den offficielle stavemåde af hans familienavn bliver senere Sørensen. 
Når man ser på de to testamenter, som Jan Sijbrandsz i 1785 har opstillet, lægger man med det samme mærke til en ting. Den 7. maj er han endnu god for under 20.000 gylden, men den 28. november efter hans andet ægteskab er dette beløb nedsat til 8.000 gylden. Det bliver desværre et gæt, men måske kan en forklaring på denne anselige forskel være, at han i løbet af året har købt "Amstelborggård" for at slå sig ned i Danmark indenfor en overskuelig tid. Det kan da også være, at han allerede før 1785 er begyndt at bygge. Er dette tilfældet, har han måske haft brug for pengene til at betale regninger i forbindelse med færdiggørelsen af "Amstelborggård" i løbet af 1785.
Vi har dog ikke oplysninger fra Danmark, der kan bekræfte dette. Sikkert er det, at Jan Sijbrandsz ophold i Amsterdam nærmer sig sin afslutning. Hans sidste bevisbare gerning er salget af sit hus i Peperstraat..
I 1760 købt af Jan Bartelz Gaarn for 3.000 gylden, kommer via Christina Cornelis over Johanna Bartelz i Jan Sijbrandsz besiddelse. Han erklærer den 28. juni 1786, at han har overdraget huset den 8. maj til Hendrik Tack efter en offentlig auktion. Vi kender sidstnævnte som repræsentant for firmaet Weduwe Tack & Zn. og for hvilket firma Jan Sijbrandsz, som kaptajn for St. De Metrio har sejlet på Smyrna. Husets salgspris er i 1786 6.500 gylden. Det drejer sig om huset på hjørnet af Peperstraat og Rapenburg som i 1873 fik nummeret 17.

Ikke længe herefter må Jan Sijbrandsz være afrejst til Strellev med sin kone Christina Hanse og sin søn Jan for at slå sig ned på "Amstelborggård".